Skonnert »Martin« af Svenborg - Strandet den 29 januar 1920


Skonnerten Martins stranding ved Karred, Hulsig 1920, besætningen var på 5 mand,
hvoraf 2 druknede og 1 blev skyllet levende på land, 2 blev reddet af Kandestedernes
Redningsbåd.

FRYGTELIG STRANDING VED HULSIG.
Uddrag af Skagens Avis den 31.1.1920. ved Frank Rimmer, Skagen.

Skonnert MARTIN af Svendborg, bygget af eg i 1893, 112 brt, kastes i snestorm ind på kysten. Kaptajnen og en letmatros skylles ind på land som lig. Tre mand bjergedes, de to af Kandestedernes redningsbåd. Et frygteligt vejr i langvarighed og voldsomhed, end den snestorm af syd, som nu har raset i 4-5 dage over Skagen, er der ingen her der mindes. Himmel og hav, har ustandseligt stået i et, bølgerne er i sprøjt på sprøjt slynget over havnefyr og moler, og på kysten har søen nået en højde uden lige. De fleste skibe var det heldigvis Iykkedes at søge læ på nordsiden af Skagen. Men i Ålbækbugten var enkelte sejlere gået til ankers, før vejret ret tog fat.
Nu var det umuligt for dem at lette. For deres skæbne måtte man, for det vedvarende uvejr grue og en del af dem gik da også tabt. Det var den lille Svendborg skonnert MARTIN. Med en ladning koks var skibet på vej fra England til Kalundborg. Kaptajnen en ældre 60 år gammel, svagelig mand ved navn A. Nielsen, ville have søgt Skagen havn, men tåge hindrede ham i at finde ind. Da vejret stadig blev værre og værre, måtte farten sydpå opgives, og skonnerten opankrede for en 4-5 dage siden i Ålbækbugten, ved den der i anledning af minefaren, på hertha's flak udlagte Lystønde. Styrmanden der er blandt de reddede, fortæller at skibet lå for to ankre, med 70 favne kæde på hvert anker, en frygtelig sø tog fartøjet over, kaptajnen lå stadig syg i køjen af halsbetændelse, og de tilbageværende 4 mand, døjede meget. Torsdag formiddag fandt styrmanden det rådeligt at holde på land, men han kunne ikke få kæderne los. Da skete det, om aftenen kl. 7, at begge ankerkættinger brast som sytråde, og nu var skonnerten MARTIN'S skæbne beseglet. Hurtigt bar det mod kysten, og snart stod skibet på revlen ret ud for Tranestederne. Kaptajnen, som ikke havde kræfter til at gå til vejrs, var klar over, at han ikke ville komme levende i land. Han tog afsked med sit mandskab, og bad dem bringe hans familie sine værdisager, sammen med en sidste hilsen. Den øvrige besætning, der den hele dag, hverken havde fået vådt eller tørt, gik i rigningen, det var den eneste redning. De fik ikke blusset efter hjælp, og ikke affyret nødraketter. Det var derfor nærmest et under, at strandingen i den mørke aften alligevel blev observeret af vagtmanden på stranden. kl. 8 blev redningsvæsenet alarmeret, Kandestedernes redningsbåd blev dirigeret til strandingsstedet, imod stormen og sneen, stred de sig frem, fod for fod med deres båd, det var et herrens vejr. Tre timer tog turen, og den ville have varet endnu længere, om ikke alle beboerne langs vejen, af den årvågne og velvillige betjening, på Hulsig telefoncentral, der holdtes åben hele ulykkesnatten, var blevet alarmeret, om at møde frem og kaste sneen for redningsmændene. Forasede og forkomne, nåede disse frem ved midnatstid, og så havde de endda den værste tørn tilbage, nemlig roturen ud til skibet. Tre mand var da allerede skyllet i land og fundet, kaptajnen og en letmatros samtidigt, kokken derimod, var i live. Da sidstnævnte drev ind på kysten, bjærgedes han af sognefoged Peter Houkjær, der fik tag i ham, før suget igen drog ham ud. Han var ganske forvirret, kaldte ustandselig på sin moder, og omfavnede, da han kom op til Chr.Houkjær dennes kone, i den tro at hun var hans kære mor. Man lærer heraf, hvem der er den bedste på jord, i farens stund. Ført af bådformand Lauritz Larsen gik Kandestedernes redningsbåd derefter ud til skonnerten. De to mand i rigningen, havde ustandseligt skreget om hjælp, så det var en gru at høre. Mørkt var det, havet stod ustandseligt over skibet, bjergningen var yderst vanskelig. Da styrmanden så båden, løb han straks ned i vantet, storbommen ramte ham i hovedet, og slog ham udenbords til luvart. Hans høje skrig blev hans redning, thi ellers ville mændene i båden ikke have kunnet finde ham. Han drev allerede rask sydefter. Efter at have fisket styrmanden op, roede redningsmændene tilbage til skonnerten. Det lykkedes nu også at bjerge den tilbageblevne letmatros, en Færing, der ikke havde turde springe i søen, idet han ikke kunne svømme. Båden kom lykkeligt i land, og de to hårdt medtagne skibbrudne, bragtes hurtigst muligt hen til Peter Thrane, hvor de naturligvis fik den bedste og kærligste pleje. Kandestedernes redningsbåd, havde under de ugunstige forhold udført en dåd, der bør mindes med tak og ærbødighed, i kommende dage. For en sikkerheds skyld, havde redningsvæsenets chef, kapt. P.K.Nielsen, også givet Højenboerne ordre til at køre til strandingsstedet med raketapparatet. Ved 10 tiden, tog 18 mand i 5 vogne afsted, hvad disse mænd og dyr, i den bælgmørke, stormfulde snenat, med vinden stik imod, døjede på den 2 millange tur, lader sig ikke beskrive. kl. 5 morgen, vendte de efter 7 timers fravær, tilbage til deres hjem. Deres medvirken til bjergningen, var denne gang overflødig. Men strabadserne fik de. Det strandede skib er sunket helt ned i sandet, søerne skyller over dækket, men rigningen står til dels endnu.

Martin søsat 1893 fra N. P. Petersens skibsbyggeri på Thurø. Skroget er af eg, klipperbygget som man endnu brugte det med udfaldende stævn og hæk og med sine 112 bruttotons ikke særlig stort. Det var heller ikke noget strålende ar for skibsfarten, og skibsbygmesteren måtte selv optræde som reder for »Martin«. Senere redere var H. P. Mortensen, Thurø, M. Christiansen Thurø, Kruse Biinkenberg, Svendborg, 1. Anderskouw, Svendborg, 1. N. Christiansen, Thurø, og rederiet Falken i Svendborg. Efter denne rundtur om Svendborgsund solgtes skonnerten i 1919 til et rederi i Korsør, og aret efter forliste den i Aalbæk Bugt mellem Frederikshavn og Skagen. »Martin« var i januar pa vej med en last kul fra Dysart til sin nye hjemby Korsør. Det var en barsk og vanskelig aa'rstid for et rent sejlførende skib men den nye reder ville åbenbart have mest muligt ud af sin nyerhverve1se. Efter at have rundet Grenen mødte »Martin« tåge og svag vind. Kaptajnen var køjeliggende, men med hans tilladelse søgte styrmanden ind i Aalbæk Bugt, hvor han lod begge ankre gå. Her skul1e der være godt læ for det dårlige vejr, som barometerfald sikkert allerede havde varskoet styrmanden om. i løbet af eftermiddagen blæste det imidlertid ikke op fra sydvest eller syd, som man kunne vente, men fra sydøst. Besætningen oplevede det, som både var og stadig er enhver sejlers mareridt - at blive fanget på en kyst i pålandsstorm. Forliset kostede kaptajnen og en matros livet, mens styrmanden, kokken og en letmatros blev reddet i sidste øjeblik, før kulden også ville have gjort det af med dem. Nogle dage senere kunne de tre overlevende afgive søforklaring ved retten i Frederikshavn

Søforklaring over "Martins" forlis.

Kilde: Båden Nr.12 December 1976.

Torsdag den 29. Januar 1920. 4 Eft., laa vi til Ankers i Aalbæk Bugten lige østfor den i Anledning af Minefaren udlagte Lysbøje, som vi paa Grund aftaage ikke havde set, da vi ankrede.
Kl. c. 5 tog Skibet saa svære Søer over, at alt opstaaende paa Dækket blev knust, Kabyssen slaaet i Stykker, Lossebommen, der var surret paa Dækket, blev slaaet i 3 Stykker, Storbaadens Surringer slaaet bort fra Storlugen. Presenningeme af Storlugen blev revet af Styrbord. Efter store Anstrengelser lykkedes det os at spigre Skalkninger og Planker fast paa Storlugen. Skibet var meget overiset, og Braadsøer slog stadig over Skibet. Der­ efter gik vi alle ned i Kahytten og vi drøftede Stillingen, som var saabedes, at vi bettygtede, at Kædeme skulde sprænges. Sejlene var paa dette Tidspunkt omtrent blæst i Stykker, uagtet de var delvis fastgjorte.

Efter Styrmandens Opfordring gik Jacob Olsen forud og hentede Thekedlen i Lukafet. Da Olsen kom op af Lukafet, hørte han Knæk i begge Kæder, og da han traadte paa dem, var de slæk. Han fyldte Vand i Kedlen, som han rakte ned i Kahytten. Styrmanden havde ogsaa hørt Knækket og lod Olsen se efter, hvorledes det forholdt sig med Kædeme. Begge Kæder viste ud til B.B. Side, og Skibet laa tværs, saa Vind og Sø var tværs ind over Skibet. Styrmanden kom da op og gav Ordre til at gøre Undertopsejl los for muligvis at faa Styr paa Skibet og derved styre det i Læ paa Nordsiden af Skagens Havn. Olsen gik til vejrs og gjorde Sejlet los og kom ned igen, hvorefter Styrmanden og Olsen ved forenede Kræfter fik Styrbords Skøde halet for. Styrmanden gik agter for at forsøge at styre Skibet. De 2 andre af Besætningen blev nede i Kahytten, da de intet kunde udrette paa Dækket.

Efter nogle Minutters Forløb blæste Sejlet i Stykker, og Skibet nægtede at styre og laa uden Skibsmagt. Der kunde intet udrettes og Skibet drev selvfølgelig mod Land. Styrmanden pejlede Skagens Fyr i misvisende N.N.O., og Skibet drev N.V. Over. Styrmanden gik ned i Kahytten og meddelte Kaptainen, hvorledes Stillingen var og anmodede ham om at staa op og tage Raketter og Kanonslag frem fra sin Køje. Olsen kom ogsaa ned i Kahytten og Styrmanden lavede af tvist en Fakkel, som han overhældte med Petroleum. Olsen blev sendt paa Dækket for at hælde Tran ud til Luvart for at dæmpe den høje Sø. Medens han var beskæftiget dermed, kom Styrmanden op og tændte Fakkelen. Efter Styrmandens Ordre rakte Olsen Trandunken ned i Kahytten og fik i Stedet Petroleumsdunken, hvoraf han stadig holdt Faklen vedlige med Petroleum. Da Faklen var brændt ud, gik de begge ned i Kahytten, og fra Kahytsgangen affyrede de 2 Raketter, hvorefter Styrmanden lavede en ny Fakkel. Kaptainen var staaet op og sendte Olsen hen for at se efter Storlugen. Storbaaden, som havde ligget i S.B.Side, var falden tilbage og laa ret langs over Storlugen. Styrmanden kom op og tændte Faklen i B.B. Side af Skibet, der vendte mod Land. Da den var brændt ud, kastede han den ned i Kahytsgangen og gik ned og gjorde de 3 sidste Raketter, vi havde, klar. Kanonslagene var desværre ubrugelige, da de manglede Lunte. Olsen opholdt sig paa Dækket for at spejde efter Land, men kunde intet opdage pa Grund af Snetykning. Det klarede lidt op mellem Bygerne, og Skagens Fyr blev da pejlet i N.O.t.O. misvisende.

Klokken ombord slog da halv syv. Et Øjebliket efter stødte Skibet med Agterenden og Id huggede flere Gange i Grunden. Styrmanden var da i Kahytsgangen i Færd med at klargøre Raketteme, og Olsen sprang ned gennem Kappen for ikke at blive skyllet overbord af en mægtig Braadsø, som han saa komme og som skyllede over hele Skibet. Styrmanden affyrede de 3 Raketter og gik paa Dækket for at spejde efter Land medens Olsen lavede en ny Fakkel, som blev tændt og rakt til Styrmanden. Da den var afbrændt kunde vi af Braadet se og mærke, at Skibet stod støt, saa vi skønnede, at det var kommet ind over yderste Revle. Saa længe det var muligt, opholdt vi os derefter alle i Kahytten, og vi kunde mærke, at Skibet 1 øftedes, naar der kom en svær Sø. Søen brød efterhaanden mere over Skibet, som sluttelig stod fast, saa vi skønnede, det maatte staa paa den anden Revle. Vandet begyndte nu at stige op i Kahytten, hvorefter Kaptainen mente, det var bedst, vi alle gik paa Dækket. Vi havde alle Redningsbælter paa. Vi stillede os da i S.B. Side agter ved Hytten til Luvart, da Skibet krængede over til B.B. ind mod Land. Vi spejdede mod Land, men kunde intet se tor Snestorm. Klokken var da godt otte. Noget efter skim­tedes et Lys i N.V.lig Retning, og vi raabte Hurra at Glæde over Udsigten til Frelse. Braadet gik stærkt over Skibet, som sank mere og mere ned i Sandet. Styrmanden og Lundberg gik ved Storbommen op paa Ruftaget og holdt sig fast, da der ikke kom saa stærkt Braad over deroppe. Kaptajnen kaldte da paa Styrmanden og sagde, at nu kom Svimmelhedsfornemmelsen, som under de sidste Dages Sygdom havde plaget ham, atter over ham, og han bad da Styrmanden, dersom denne kom levende i Land, om at hilse Kaptajnens Kone og Børn og bringe dem de Værdisager, han havde paa sig. Kaptainen stod inde i Hytten agter. Styrmanden gik atter op paa Ruftaget. Noget efter korn Olsen og Johannes Andersen ogsaa op paa Ruftaget. Kaptajnen bad Styrmanden om at hjælpe ham op paa Ruftaget, og dette gjorde Styrmanden . Da vi havde opholdt os nogen Tid paa Ruffet sank Skibet mere og mere, og Styrmanden gav da Ordre til at gaa i Rigningen. Kaptainen mente, at dette neppe kunde lade sig gøre, da Braadsøerne stadig skyllede stærkt over Ski­bet. Det lykkedes imidlertid Styrmanden at komme hen til Stormasten, og han greb fat i S.B.Bomdirk-Talje. Denne var imidlertid 1 øs, saa Styrmanden faldt ned paa Dækket, hvor Braadsøerne skyllede over ham. Han hørte de andre sige, at nu var Styrmanden fortabt, men han holdt fast i Taljen, og imellem 2 Braadsøer Iykkedes det ham at faa fat i Sprydtræet i S.B.Side, saa at han med store Anstrengelser kom op i Vantet. Matros Olsen, som stod nærmest ved Masten, forsøgte da es lignende Manøvre, og det lykkedes ham at komme op i Vantet, saa han kom op paa Siden af Styrmanden; de var begge meget forkomne, og Tøjet frøs stift paa dem.

Kokken forsøgte ogsaa at komme fra Ruftaget, men havde ikke Kræfter dertil. Kaptainen og Matros Lundberg var saa forkomne, at de hængte forover over Storbommen og holdt sig fast, men de havde ikke Kræfter til at forsøge at komme op i Rigningen. Kaptainen raabte da til Styrmanden om at faa Hjælp. Uagtet der ikke var noget Haab om at klare Forsøget, klatrede Styrmanden ned ad Vantet og fik fat i Taljen til Bomdirken, som han slækkede saa meget op, at Stormen førte Bugten hen i Nærheden af Storbommen. Han raabte til de 3 paa Ruftaget, at de skulde tage fat i Bugten af Bomdirken. Kokken forklarer, at de ogsaa saa Bomdirken, men de turde ikke slippe Bommen, ikke engang med den ene Arm, da de saa vilde være blevne skyllede overbord. Styrmanden fik Braadsøerne over Benene, lod Bomdirken hænge saa den naaede hen til de tre paa Ruftaget og entrede saa atter op i Vantet ved Siden af Olsen. Kaptainen raabte tlere Gange: "Styrmand, Styrmand, kan De ikke hjælpe os«, hvortil Styrmanden svarede, at det desværre var ham umuligt.

Snestormen blev saa stærk, at de 2 Mand i Vantet kun daarligt kunde skimte de andre paa Ruftaget. Braadsøerne skyllede stadigt over hele Skibet. Hver Gang vi saa et Lys glimte i Land, raabte vi Hurra. Med korte Mellemrum raabte vi om Hjælp. Formentlig ved 10- Tiden maa den syge Kaptains Kræfter være slupne op, thi han blev skyllet ned afRuftaget og laa noget mellem Ruffet og Læ-Lønning, hvorfra en Braadsø skyllede ham overbord. Johannes Andersen foreslog Lundberg, at de begge skulle prøve at lade sig glide ned paa Luvart Siden a 1 Ruffet for om mulig at komme langs Lønningen hen til Vantet af Stormasten, men Lundberg erklærede, at han umuligt havde Kræfter til at forsøge. Andersen vovede Forsøget og slap sit Tag i Bommen. Han gled ned og fik fat i Lønningen, men det var ikke muligt for ham at hale sig frem, da Søerne slog over ham. Han havde fat i Stræktovet med begge Hænder, men førtes at Søen længere og længere agter over, indtil han kom til Hytten, da han sprang overbord og svømmede mod Land. Søeme slog over ham, og han blev tlere Gange hvirvlet rundt af dem, men det Iykkedes ham dog at arbejde sig fremefter. Paa een Gang føIte han, at han tik Grund under Fødderne, han saa Lys og Folk paa Stranden, og han raabte om Hjælp tlere Gange, men saa mistede han Bevidstheden. Da han atter kom til Bevidstheden laa han tilsengs hos Chr. Thomsen, Hulsig, hvor Folkene var ifærd med at gnide hans Ben, der var følelsesløse. De 2, som var tilbage i Rigningen, havde ikke set. Andersen springe overbord, men Olsen havde lagt Mærke til, at der kun var een Mand tilbage paa Ruffet. Noget efter saa Styrmanden, at der ikke var nogen paa Ruftaget, og han sagde da til Olsen, at nu er de andre gaaet, næste Gang er det vor Tur. Vi blev ved at raabe og holdt os stadig fast i Rigningen, da vi kunde skimte Lys i Land. Langt om længe saa vi et Blaalys blive tEendt, og vi kunde da skimte Folk bevæge sig paa Stranden. Kort efter opdagede Styrmanden Redningsbaaden komme agter ude og sagde d til Olsen, som ogsaa saa den. Vi forsøgte da at komme over i det Læ Vant, da vi vidste, at Baaden vilde komme op i Læsiden. Styrmanden forsøgte først. Han fik fat i Klofaldet paa Agterkanten af Stormasten, og han haabede at have Kræfter til at svinge sig over i Læ Vant; men han var saa forkommen, at han gled ned af Klofaldet, som var overiset, og han faldt ned paa Dækket og blev skyllet overbord i Læsiden efter at have faaet et Slag i Hovedet af Storbommen. Han raabte om Hjælp og svømmede hen imod Redningsbaaden, der Iykkeligt tog ham ombord. Han sagde til Redningsfolkene, at den Mand, der var ombord, ikke kunde svømme, og Baaden roede derfor hen mod Skibet i Læ om B.B. Medens Styrmanden laa i Vandet, prøvede Olsen Ogsaa at komme over i Læ Vant. Han fik fat i Klofaldet og vilde med den ene Haand gribe efter Læ Vant, men saa gled han ned paa Storgaffelen paa Agterkanten af Masten. Hans Redningsbælte var gaaet i Stykker, og han holdt sig nu fast i Store Klofald og Skonnert-Bomdirk og saa Rednings­baaden komme tæt mod Skibet i Læ. Der blev fra Baaden kastet et Blylod med Line ombord, og den strejfede hans Skulder og faldt ned til Luvart af Gaffelen, som han stod paa. Han fik fat i Linen som det Iykkedes ham at faa fast om Livet. Der blev raabt fTa Baaden, at han skulde springe i Søen, hvilket han gjorde, og straks etter blev han halet ind i Baaden, der bragte os begge i Land. Vi blev bragt op til A. F. Jensen Thrane, Hulsig hvor vi tik tørre Klæder og kom i Seng og blev omhyggeligt plejede. Efter at have ligget til Sengs et Par Dage og blevne tilset af Læge, kunde vi Mandag den 2. ds. rejse til Frederikshavn, hvor denne Forklaring er bleven nedskreven.


Top Home - Gå til Forsiden