Hjortholmsvej er opkaldt efter denne stranding
Overisning på dækket - hjortholms grundstødning 1923
Nu kunne han ikke mere. Han måtte have et hvil. Stående til skulderen i en snedrive, der lå tværs over vejen og viste sig umulig at komme igennem, følte han en' sådan træthed og mathed, at hans eneste ønske var at lægge sig ned i sneen, der føltes heltlun og tog af for den isnende vind. Bare et lille hvil for nogle øjeblikke at slippe for denne ulidelige smerte i ansigtet, fra den piskende sne, der føltes som tusinde uafbrudte nålestik. Det var juleaften 1923. Den unge trafikassistent var på vej hjem efter endt tjeneste, og det havde været en drøj eftermiddag. Vi får nok hvid jul, havde han fornøjet tænkt, da han over middag var gået til tjeneste, og det var begyndt at sne samtidig med, at det blæste op. Og det blev så sandelig hvid jul! Som eftermiddagen gik, tog både snefaldet og vinden til i styrke, og det blev bidende koldt. Toggangen blev de første eftermiddagstimer afviklet nogenlunde normalt. Men eftermiddagstoget, der skalle ankomme ved 16-tiden, var på grund af forsinkelse sydfra over en time bagefter, og da det nåede den lille Rimmen station, fik det maskinskade og kunne ikke køre videre. Der måtte hjælpemaskine af sted. Det blev den unge assistents job at hente fyrbøderen, der boede længst borte af de 3 mænd, der skulle tilkaldes for at bemande hjælpetoget. Fyrbøderen, denne tidligere livsglade unge mand, var blevet så tungsindig og indesluttet, efter at han for kort tid siden med sin rangermaskine havde kørt en gammel, døv mand ned. Uden at der kunne bebrejdes fyrbøderen noget, tog han sig denne ulykke meget nær. Hvor det dog sneede nu. De få mennesker, der havde været til julegudstjeneste, var nået hjem. Gaderne var tomme. Henturen med vinden i ryggen var ikke slem; men tilbageturen sammen med fyrbøderen gik langsomt i den stadig i styrke voksende snestorm. Det viste sig umuligt af få hjælpetoget af sted. Mægtige snedriver spærrede sporene, og sporskiftene føg til få minutter efter, at de var fejet rene. Hjælpeaktionen måtte opgives. Al yderligere toggang blev aflyst, og de 30 indesneede rejsende måtte overnatte på Rimmen station, efter at de var blevet beværtet med alt, hvad der kunne fremskaffes af fødevarer. Den unge assistent var kun et par hundrede meter fra sit hjem, da han måtte give op i snedriven. Eftermiddagens anstrengelser, orkanen med den piskende sne og den bidende kulde havde taget hans sidste kræfter. Men han overvandt fristelsen til at tage sig et hvil i sneen. Tænkte på de beretninger, han havde læst og hørt om mennesker, der på denne måde var sovet ind i døden. Det lykkedes ham at nå ud i vejsiden, hvor han vidste, der var et højt plankeværk, der nu var helt begravet i sneen. Han fik trampet sneen sammen, så han kunne hæve sig op på plankeværket. Langsomt kravlede han frem på overkanten og nåede forbi den mægtige drive, der var den sidste inden hjemmet. Ubevægelig og stiv stod han nogle minutter senere i sit hjem. Uniformskappen var hård som jern og ganske ubøjelig. Ansigt og hænder var følelsesløse. Med stort besvær fik familien tøjet af ham. Han var hjemme og kunne holde jul. Også fyrbøderen nåede hjem, og fik sin oplevelse på hjemturen. Da han passerede den lille beplantning langs banen, så han noget mørkt ligge i en snedrive. En bylt tøj, eller hvad? Han går nærmere og rager sneen bort. En mand! Tilsyneladende livløs. Han kender ham, får ham rejst op, og langsomt vender livet tilbage. Han ånder tungt og dybt, slår øjnene op og forklarer, at han pludselig var faldet om i sneen og ikke kunne huske mere, Han havde sovet så dejligt! Om få minutter "le han have været helt dækket af sneen og aldrig vågnet mere! Fyrbøderen følger ham hjem og vender tilbage til sit eget hjem, så glad og lykkelig, som han ikke har været i lange tider. Han har reddet et menneskeliv! Det tager den skyldfølelse bort, der har naget ham siden den gamle mands død. Han befries denne juleaften for sit tungsind og bliver igen den tidligere glade unge mand. I samme time, disse 2 jernbanemænd nåede så lykkelig en afslutning på deres juleaften oplevelser, indledtes på Skagens Gren et drama af en ganske anden karakter. En af disse dyster mellem elementerne og modige redningsmand, som Vendsyssels kyster så ofte har været vidne til, og dette gælder i særdeleshed Skagens Gren, der gennem århundreder var frygtet af alle søfarende. Vel et af de steder på kloden, hvor de fleste strandinger er sket, men også det sted, hvor der er reddet flest søfolk fra døden i bølgerne. Og denne julenats begivenhed vil til sene tider stå som et af de mest strålende minder om redningsmændenes bedrifter. Spørger man de gamle redningsfolk om deres vanskeligste redningsforetagende, lyder det gerne: Det var Hjortholm, julenat 23. Dampskibet Hjortholm af København, lastet med koks på hjemrejse fra Maryport, nærmer sig Skagen, og dens 20 mand store besætning glæder sig til at nå frem, så de i hvert fald kan få anden juledag i havn. Da begynder det at sne, og samtidig blæser det op fra nordøst, en storm, der de følgende timer stiger til orkan. Det ualmindelig kraftige snefald hindrer al udsigt. For at gå klar af revet, sættes kursen stik nord; men stormen og strømmen er så kraftig, at det store skib ikke kan avancere. Langsomt bliver det af de tårnhøje bølger og den rivende strøm presset ind mod kysten og tager revet. Strandvagten var sendt ud ved mørkets frembrud. Hvem tænker på, nar man i de stormende efterårs og vinteraftener sidder og hygger sig lunt indendøre, at i disse nætter går langs hele den jydske vestkyst redningsvæsenets strandvagter frem og tilbage for at spejde efter strandede skibe. Kun den, der har prøvet en sådan tur, kan sætte sig ind i, hvilke strabadser disse strandvagter må gennemgå. Det er pålandsvind. Havet er i voldsomt oprør. Søerne bryder sig høje, brede og hvidtoppede mod revlerne og kaster sig med voldsomt drøn ind mod stranden. Hele bjerge af skum driver ind mod klitterne, hvor det hvirvles rundt af vinden og forsvinder. I tætte, mandshøje skyer ryger flyvesandet langs stranden og pisker alt, hvad det møder, så ingen kan åbne øjnene mod vindretningen. Ofte står søen helt op i klitterne, så strandvagten må gå sin rute op og ned ad de høje, ujævne klitter. Den ikke så store timebetaling for disse strandvagter er så sandelig tjent Med knortekæp i hånd, iført lange læderstøvler og olietøj, på ryggen bærende hylstret med blålys, vandrede de to mænd nordpå ud ad Batterivejen til Nordstrand, hvorfra deres distrikt går mod vest til Højen fyr og mod øst til Grenens spids. Fod for fod gik det østpå langs stranden. De var vant til turen. Utallige gange havde de gået vagt her, og i deres 30-årige tjeneste i redningsvæsenet har de fra denne kyst i snesevis af gange været ude med redningsbåden, og lige ved 300 mennesker har de bragt frelst i land. Men denne nat var den værste, de havde oplevet. Det mægtige snefald, pisket imod dem af den brølende orkan, gjorde det umuligt at se noget som helst. Foroverbøjede, engang imellem standsende for at lytte efter nødskud eller øjne lys på havet, kæmpede de sig øst over og nåede Grenen. De standser, ser ud over havet og lytter. Intet er at se eller høre, og de begynder at gå tilbage. Da ser de, idet skyerne et øjeblik splittes, en lysraket skyde tilvejrs og ser ude på revlen et lys langsomt bevæge sig op og ned. Lanternen på en stranding! En ny raket stiger op. Hurtigt spænder de signalhylstret fra ryggen, rykker i tændsatsen, der automatisk tænder blålyset, som sender sin blå lysstribe op i den mørke nat. De må have set det fra skibet. Endnu et blålys sendes op. Redningsvæsenet er trådt i funktion. Nu må redningsbåden alarmeres! Den nærmeste telefon er på signalstationen, hvor der er vagt døgnet rundt omtrent 2 kilometer fra strandingsstedet. Den ene af de to mænd bliver på stedet, den anden skynder sig alt hvad han kan til signalstationen. han går langs stranden, til han er ud for stationen, og skal nu over 3-4 klitrækker for at nå den. Udaset og forkommen må han flere gange kravle og mave sig frem. Endelig når han huset, river døren op og råber ind: "Stranding på revet! Alarmér opsynsmanden!" Og segner så om af udmattelse.
Bjærgningsarbejde på Hjortholm 1923
Klokken var l julenat. På mindre end en halv time var redningsmandskabet mødt, motorredningsbåden gjort klar og sat i vandet. Med 12 mandsbesætning og den gamle, erfarne bådformand Lars Kruse, en sønnesøn af den berømte redningsmand Lars A. Kruse, ved roret, stod båden ud af havnen. Orkanen tog stadig til. Vindstyrken var 12, og det var 14 graders frost. Uafbrudt slog søen ind over mandskabet i den åbne båd, men den synkefri og selvlænsende båd klarede sig stolt. Det var i 1914, Skagen som den første redningsstation fik sin motorredningsbåd. Den blev af redningsmandskabet modtaget med nogen skepsis og betænkelighed. De var vant til de gamle robåde, som de gik i med fuld tillid. Da de skulle ud på den første prøvetur, kom bestyreren af redningsvæsenet, kaptajn P. K. Nielsen, selv tilstede. Han havde haft sin store andel i motorbådens anskaffelse. Mon han ville med på turen? jo, han tog bæltet på. Og han tog selv rorpinden. Grenen blev rundet, og i en storm af nordvest sejlede han båden ind i den allerværste sø. Vandet væltede over båden, der var helt under vand. Men den skød hurtigt op igen. Nej, den båd kunne ikke synke! Så lagde han den på siden i den værste bølge, og de blev klar over, at kæntre kunne den heller ikke. Da de kom i land, spurgte kaptajnen roligt. Nå folkens, hvad siger I så? Og de var alle mere end tilfredse. Nu er motorredningsbåden ude på sin hidtil mest farefulde færd. En mand står på udkig i stævnen. Agterude sidder Lars Kruse. Han har begge hænder om rorpinden, bøjer hovedet forover og søger den mindst farlige vej mellem de vældige bølgebjerge, som kommer brydende med skum og fråde i toppen. Hans muskler er spændt til det yderste, alle hans sanser er vågne, og sikkert og behersket, klogt og forsigtigt manøvrerer han sin båd. Da båden når Grenen, bryder en mægtig sø hen over den. Den er så høj, at den alenhøje stage i forstavnen med lanterne i toppen kommer helt 'under vand, og lanternen går ud. Kan båden klare dette? jo, langsomt bevæger den sig op af havet, og skipperen kan konstatere, at hele mandskabet er indenbords. De kan deres kram. Så går det nordpå over revet. De opdager lanternen på strandingen, går længere nordover og lænser ned mod damperen, som søen ustandselig slår over. Skibet krænger stærkt, og på grund af usigtbarheden, den høje sø og rivende strøm kan der ikke opnås forbindelse. Redningsb'aden går et par gange rundt om skibet, og det lykkes så at få forbindelse på læsiden under kommandobroen; det eneste sted, hvor der kan lægges til. Eet øjeblik er redningsbåden på en bølgetop højt hævet over damperens lønning, det næste dybt nede i en bølgedal. Redningsarbejdet er meget besværligt. En lejder sættes ud fra broen, og en for en må søfolk springe ned i båden. Når det rette øjeblik er inde, når båden er på vej op, lyder råbet, og så springer manden fra lejderen, bliver grebet af stærke hænder og bragt på plads i båden. Skibsdrengen er den første, der skal springe. Han tør ikke. Det rette øjeblik er forpasset. Næste gang båden kommer op, kaster de ham ned i redningsbåden, og han gribes uskadt. For de andre sømænd går det bedre, og nu er kun maskinmesteren og kaptajnen tilbage på lejderen. Kaptajnen øverst. Som den sidste mand forlader han sit skib. Da tager lejderen pludselig en tøm. Svinger helt rundt, så de to mand kommer til at sidde med ryggen mod skibssiden. En line sættes på lejderen, redningsbåden sejler lidt nordover, og det lykkes at vende lejderen, så de sidste to mand kan trækkes ned i båden. Alle er reddet! Båden støder fra og kommer godt fri af det overisede skib. Men vil den i det frygtelige vejr kunne nå havn med den tunge last 20 reddede søfolk og 12 mands besætning. Lars Kruse forbereder sig på at skulle nordover og i lang afstand udenom revet. Da øjner han pludselig blåt vand forude. Her må være tilstrækkelig dybt, og han styrer båden ind i den smalle rende, tværs over revet og når sydsiden hurtigere, end nogen havde regnet med. Så vestpå mod havnen. Søen står stadig over den helt overisede båd. Med økser må de udmattede redningsfolk stadig hugge isen væk, for at båden ikke skal synke. Nu er havnen i sigte. I mundingen får båden en sidste overhaling, ryster vandet af sig, og der lægges til ved kajen. Kl. er 4 julemorgen. Opsynsmanden er mødt med forbindskassen og giver alle mand et glas af de oplivende midler, denne kasse også indeholder. Værten på sømandshjemmet purres ud. I løbet af få minutter har han skaffet tørt tøj og sengeplads til de 20 reddede mand, der efter den mest bevægede julenat i deres liv får en hårdt tiltrængt hvile. Redningsmændenes instruks lyder på, at efter en redningsaktion skal båden og alt materiel bringes i orden til brug på ny. De kan ikke. Er så udasede og forkomne, at de straks må hjem. Båden fortøjes i havnen; men kl. 9 er de tilbage igen, får båden i hus og bringer alt i orden til næste tøm. Men hvilken forandring, der dog er sket! Julemorgen oprindet med ganske stille, klart solskinsvejr. De mægtige snedriver skinner som sølv i morgensolen. Alt ånder fred og stilhed. Kun vraget af det store skib, der kan ses inde fra byen, minder om det drama, der fandt sted denne julenat. Et drama, der på grund af mandsmod og dødsforagt fik så lykkelig en udgang. Den reddede kaptajn kunne ikke finde nok af rosende ord for redningsmandskabets strålende bedrift. Han betegnede den som en enestående præstation som han ikke havde troet mulig, hvis han ikke selv havde oplevet den. Hvert år, så længe han levede rejste han til Skagen og samlede til en festlig middag og et hyggeligt samvær de redningsfolk, der hin julenat havde frelst hans liv.
