|
Skagen Elværk tegnet af arkitekt Carl Schiøtz som i perioden 1904-07
havde et nært samarbejde med arkitekten Ulrik Plesner. Billedet af
maskinhallen er fra før udvidelsen i 1948
|
|
|
Beskrivelse:
Den nymodens skik at bruge sin ferie på at bade i havet og anstændigt påklædt at nyde solen i klitterne var stærkt medvirkende til, at Skagen fik et offentligt ,elektricitetsværk kort efter afslutningen af 1. Verdenskrig. Spørgsmålet blev rejst mange år forinden; men det var svært at overbevise byrådets flertal om, .at et elværk kunne blive rentabelt. Det afgørende argument var ikke positive budgetter, men at initiativrige forretningsfolk ikke ville vente på at politikkerne besluttede sig. .Flere hoteller havde anskaffet egne små elværker og man kunne forudse .:at mange flere ville følge efter; hvis der ikke snart kom et offentligt værk.
|
Chr Løgstrup, som bestyrede elværket i 32 år, fotograferet i
den gamle maskinhal
|
|
|
Beskrivelse:
Det var samme argumentation som siden førte til oprettelse af vandværker frysehuse; varmeværker og antenneforeninger Skagen havde allerede et gasværk, og det lettede ved en: Man kunne fremstille elektriciteten med en gasmotor og have fælles personale; var et af argumenterne, da byrådet den 9. april 1913 nedsatte et elektricitetsudvalg med borgmester Richter som formand. Man anslog at et elværk ville koste 200:000 kr. og medføre årlige renteudgifter på 9.000 kr. hvilket bekymrede flere i byrådet. Der blev henvist til, at beboerne i Sindal havde tegnet sig for 2.600 lamper, men at der normalt kun var 800 i brug:
Efter godt et halvt års undersøgelser indstillede udvalget, at man droppede tanken om et elværk. At starte med en enkelt maskine for at begrænse omkostningerne var driftsmæssigt for risikabelt, og vindkraft troede man ikke på. Effekten var lille og vedligeholdelsen af en vindmaskine dyr. Flere byrådsmedlemmer ønskede, at man i stedet gjorde noget ved byens gasværk. "Gassen her i Skagen er et tarveligt produkt, der forgifter luften i vore stuer og Ødelæggere vore potteplanter og vort sølvtøj, og billig er den såmænd heller ikke ", sagde byrådsmedlem Brodersen. Han var fortaler for et elværk med en lysmaskine og en vindmølle; uden at det overbeviste flertallet. Beboerne i Skagen affandt sig ikke med byrådets afmagt: I de følgende år anskaffede flere egen elforsyning: Til Skagens Avis oplyste E: Larsen fra Vulkan i Aalborg i juni l 918, at firmaet nylig havde installeret 220 Volt og ca. l50 lamper i Foldens Hotel, 65 Volt og ca: :l00 lamper i Karstens Hotel og 65 Volt og ca. 80 lamper i Frk: Høgenhaugs Hotel.
I Kappelborg havde en kreds af beboere etableret deres egen fælles elforsyning. Kravet om elektricitet skyldtes ikke mindst, at det som følge af krigen hverken var muligt at få petroleum eller gas til lamperne. I stedet anvendtes karbid lamper, som voldte mange problemer. Også det voksende erhvervsliv manglede kraft; og flere virksomheder købte egne anlæg. Presset på byrådet steg. I april 1918 behandlede byrådet en anmodning fra et udvalg bestående af skrædder N. Chr. Sørensen, skibsbygger Sofus Nipper og drejer Th. Ovesen om tilladelse til for mindst 15 år at have elledninger over kommunens veje fra et privat elværk i midtbyen: Samtidig havde Fryseværket på havnen givet byrådet tilbud om at levere byen det nødvendige strømforbrug. Det blev afvist med henvisning til, at prisen var alt for høj, og det private ledningsnet blev heller ikke tilladt. Kommunen var da i gang med forberedelserne til eget elværk, som man stadig skønnede at kunne bygges for 200.000 kr. Beslutningen om at opføre et kommunalt værk blev taget på det samme møde. Byrådet nedsatte et udvalg med borgmester Iver Christensen, købmand Søren Møller og murermester Jens Jensen til at gennemføre beslutningen: Søren Møller efterfulgte Iver Christensen som formand for elværket, da borgmesteren døde i 1924, og Møller sad i dets bestyrelse, til han ud trådte af byrådet i 1940 Værkets første bestyrer var A. Rørbæk, der tog sin afsked allerede i 1921 og efterfulgtes af Chr. Løgstrup. Han ledede virksomheden helt frem til 1953, hvor han afløstes af Børge Pallesen. Den sidste driftsbestyrer var Birger Vejby Nielsen, der senere efter oprettelsen af ENV blev leder af forbrugerafdelingen i Hjørring. Som så ofte med store projekter slog budgettet langt fra til. Til finansiering af det nye elværk nord for kirken blev der ved årsskiftet optaget et lån på 350.000 kr. En af årsagerne til overskridelsen var manglen på kobber og zink, som pressede priserne. Det blev også på et byrådsmøde sagt, at de lokale håndværkere nok var for dyre, men på grund af fagforeningerne havde man ikke turdet indhente udenbys tilbud. Endelig blev den høje pris begrundet med den spredte bebyggelse i Skagen. Som argumentation til fordel for værket var det ellers i 1913 hævdet, at Skagen ville være forholdsvis billig at opbygge et elektricitetsnet i. Den langstrakte, men smalle bebyggelse krævede ikke så mange svære krydsmaster, som skulle til i andre byer! Strømprisen blev fastsat til 110 øre pr. kWh: Det svarer næsten til den pris; en almindelig husholdning betaler i dag, men i 1996 får elforsyningen kun 37,8 øre - resten er afgifter!
|
|
Beskrivelse:
De skagboere, der ikke havde fået målere, da værket blev taget i brug, skulle foreløbig betale 6 øre pr. døgn pr. lampested. Ledningsnettet gik fra Det Hvide Fyr og fulgte hovedgaden til plantagen. Herfra gik det gennem Vesterby og videre gennem byen mellem hovedgaden og Strandboulevarden tilbage til fyret. Beboerne kunne betale installations omkostningerne over 10 år. Sommerhuse uden for området blev forsynet, hvis ejerne selv ville betale for stikledningerne. I Højen fik beboerne i august at vide; at de kunne komme med, hvis der blev flere tilslutninger, men ikke før materialesituationen blev bedre. Højen fik lys fra Skagen i 1921, efter at beboerne havde opfyldt byrådets krav om en garanti for et årligt mindsteforbrug på 5.000 kr. Det blev præciseret, at beboerne i Højen selv skulle tænde og slukke deres gadelys. Ledningsarbejdet i Skagen blev i øvrigt forsinket af, at næsten alle pæle var rykket op, da mandskabet skulle montere ledninger. Elværket var projekteret af ingeniør P. A. Petersen, København, mens luftledninger og husinstallationer blev opsat af firmaet Im. Stuhr; Aalborg. Ingeniør P A. Petersen var konsulent ved elværksbyggerier også i Brønderslev; Hjørring og Frederikshavn, og Stenild Hjorth blev af firmaet sat til at stå for byggeriet i Skagen: Måske er det fra forhandlingerne herom, han fik denne : erindring, som han gav i Vendsyssel Tidende 23 år senere: "Jeg deltog i Vendsyssel i en forhandling; der varede den ganske dag og :den hele aften med. Meningerne stod skarpt over for hinanden, og det blev der ikke lagt skjul på. Nå, men alt ordnede sig, og bagefter var alle perlevenner. Jeg sagde da til en af deltagerne: Dette her kunne tre raske mænd have ordnet på et par timer. - Ja, sagde han, men det morer os sådan at sidde og små skændes."
Som følge af mangel på petroleum til den indkøbte; brugte dieselmotor på 120 HK blev elværket startet med et tørvesugegasværk som energikilde. Allerede året efter anskaffedes en 250 HK dieselmotor, da tilslutningen blev meget større end budgetteret. Den 21. december 1918 blev det elektriske lys fra Skagen Elværk tændt for første gang, og den 22. februar året efter blev værket indviet. Den store :bygning blev opført af murermestrene Christensen og Thomsen, hvis tilbud lød på 6.640 kr. og tømrermester Vald. Truelsen 1.919 kr. snedkermester Alfr. Hansen 440 kr., blikkenslagermester Anker Nielsen 70 kr., glarmester Viggo Berg 107 kr., smedemester C. Nielsen 170 kr. og malermester Anker Kjær 270 kr. Fra indvielsen skrev Skagens Avis: "ved 4'/2-tiden samledes i elektricitetsværkets store, lyse og smukke maskinhal et selskab på over 30 herrer. efter to vejledende og instruktive taler sattes motoren i gang, og mens hele maskineriet fungerede, tog selskabet alle de forskellige lokaliteter og indretninger i Øjesyn, man frydede sig over den orden og renlighed, der herskede overalt ude som inde ". Resten af indvielsen skete med en festmiddag på Brøndums Hotel, hvor "bordene var prydet med blomster, og lysvirkningen var den morsomste, idet der her både var tændt elektriske blus som det sig hør og bør i dagens anledning - petroleumslamper og stearinlys ". Skagens Avis noterede, at med en ny kommunal mellemskole under opførelse mangler byen kun en bredsporet bane, et vandværk og et nyt rådhus: Skagen Elektricitetsværk fastsatte i december 1918 prisen til 110 øre pr. kWh for lys og 50 øre for kraft, men allerede året efter steg priserne til 130 og-60 øre, og i 1920 kulminerede de med 150 og 140 øre. Så faldt der ro over råvare priserne, og fra driftsåret 1923/24 gav elværket overskud. Problemerne med energi efter 1. Verdenskrigs afslutning vendte tilbage med besættelsen i 1940. Skagens Elektricitetsværk anskaffede derfor et tørvegasgeneratoranlæg med både tryk og sug til sin store motor. Det var projekteret af ingeniør Harald Nielsen; København, og bygget af Aalborg Værft. Det voldte mange problemer at få det til at fungere, og til sidst måtte anlægget i 1941 bygges .om til kun at være et sugegasværk: Det hjalp, især da man blandede martørv og almindelige knoptørv. Derefter blev de knappe olieforråd kun anvendt ved spidsbelastninger og i nødstilfælde.
|
|
Beskrivelse:
Fra det nye anlæg blev der også udvundet tørvetjære: Af tørvetjæren kunne udvindes 20 kg brugbar, let dieselolie bl.a. til fiskekuttere af hver tons råtørv. Under hele krigen var brændselssituationen kaotisk, og rationeringen var streng. I den hårde vinter 1945 var man ofte i den situation, at man kun kunne skaffe tørv til et døgns forbrug ad gangen. Maskinparken, som i 1935 blev forøget med en 250 HK dieselmotor fra B&W, slog ikke til, da elrationeringen blev ophævet i 1946. I 1948 købtes en ny Frichs motor på 650 HK, hvilket nødvendig gjorde en forlængelse af maskinhallen med otte meter. Samtidig skete der en tiltrængt forbedring af folkerum og målerværksted. I 1950 var elforbruget steget så meget at det blev for dyrt vedblivende at udvide elværket. I stedet valgte man at tilslutte sig interessentskabet Vendsyssel Elektricitetsforsyning samt at gå over til vekselstrøm som følge af forbrugsstigningen, der det år var på 16½ %. Det var for dyrt at øge maskinkraften på værket i Skagen. Skagen blev forsynet med en 29 km lang 10 kV luftledning fra Måstrup til Skagen: Den blev anlagt i 1951, hvor også ombygningen af lavspændingsnettet til vekselstrøm blev påbegyndt. I overgangsperioden fik Skagen jævnstrøm både fra elværkets egne maskiner og fra en 600 kW omformer, der omformede vekselstrømmen til jævnstrøm. Ombygningen kostede 6 mio. kr. Foruden forsyningssikkerheden fik skagboerne også billigere el. Efter overgang til vekselstrøm kom boligtariffen ned på 18 øre pr. kWh. I 1955 ombyggedes højspændingsledningen til 60 kV, og der blev opført to nye transformere i Skagen, men elforbruget voksede så meget, at der i 1964 blev taget endnu en 60 kV ledning i brug fra Måstrup til Skagen. Dermed var man også rustet til at forsyne 800 nye elkomfurer, som blev installeret ved gasværkets lukning året efter. Den kraftige udbygning af elforsyningen var nødvendig: I l964-65 blev der solgt over 15 mio. kWh i Skagen. Det var 10 gange så meget som ved overgangen til vekselstrøm 14 år tidligere.
|
