Den 16. december 1878 passerede en svensk damper, Kung Ring, Gøteborg, under kaptajn Larssons førerskab Skagen, kommende fra London og bestemt for Gøteborg med stykgods. Besætningen bestod af 23 mand samt 14 passagerer. Vejret var godt og sigtbart. Trods dette og et stort hav til alle sider skete der, da skibet befandt sig nordvest af Skagen rev fyrskib, en kollision med et modgående dampskib, Baltzer von Platen, og dette skib skulle tilhøre samme rederi i Gøteborg. Ved sammenstødet fik, Baltzer von Platen stævnen knust og måtte vende om, medens, Kung Ring blev svært skadet i siden og satte kursen mod land ved nordsiden af Grenen. Lækagen var imidlertid for stor i og skibet sank på 11 favne vand nord for fyret. Havde kaptajnen lagt kursen hen på revet, havde han nået ind på så grundt vand, at skibet muligt kunne være bjerget. Besætningen og passagererne gik i skibets både og roede i land. Der drev en del af stykgodset op på land, hvor det blev bjerget, bl. a. en del stueure, som blev spredt over omegnen under navnet, Guldmais klokker. Der bjergedes også en del høje hatte, som kom til at præge befolkningens hovedbeklædning, også til daglig. Kontorartikler var ligeledes blandt det bjergede. Ud over lasten havde skibet et større beløb i guldbarrer ombord, og bjergningsselskabet Switzer fik til opgave at hente guldet op. Med hensyn til guldets Placering i skibet ville kaptajnen intet røbe, før dykkeren stod iklædt på lejderen og klar til at gå ned. Dykkeren fik en økse med og skulle så gennem bestikslukafet til kaptajnens kammer og der bryde døren op. I et skab skulle han finde guldet. Dykkeren kom også lykkeligt op med dette ædle metal, det var delt i fem kister og havde en værdi af 756.000 kr. I bjergeløn fik Switzer 25.000 kr., og det var d. 23. december 1878, det blev bjerget. Disse guldbarrer blev nu bragt op til konsul Fabricius, som var svensk konsul, og der var posteret vagter i huset for at våge over de store værdier. På dette tidspunkt tjente der en pige hos konsulens, som hed Marie, og denne var forlovet med en ung mand, som hed Martin, og da han om aftenen kom for at se til pigen, var der forbud mod fremmed besøg, hvilket man fra de unges side så stort på. Da Martin havde fået sig placeret i køkkenet, hørte man skridt i det fjerne. Det var vagten, som var på sin runde, og flugt var umuligt. Den eneste vej var skorstenen, og Martin måtte op i denne og opholde sig der, indtil vagten havde trukket sig tilbage til andre lokaliteter.

Guldmajs vej er opkaldt efter denne stranding

Litteratur: 1. Flemming Hjorth: Ved Skagens Kyst, 2000 Side 34-35 2. Chr. Thagaard: Blade af Skagens Historie, 1967 Side 69-70