D. 5. november 1864 kl. 4 3/4 anmeldte strandfoged jens Chr. Hansen, at en brig var strandet lige ud for Højen by eller Gl. Skagen, at den stod tæt inde imod land, men ikke déstomindre troede han, at det var nødvendigt, at raketapparatet kom tilstede, da det blæste en heftig storm på land. Opsynsmanden foranstaltede derfor straks mandskab og to vogne tilsagt og begav sig med disse til strandingsstedet med raketapparatet. Da man i dagbrækningen ankom til strandingsstedet, var en del folk beskæftigede med at sætte den såkaldte nye redningsbåd ud i vandet for at tage beslutningen i land, og da skibet stod i havstokken, og der ingen fare var besætningen, der var ombord, behøvedes der ikke anvendelse af raketter til dens redning, idet den kunne tages i land med en jolle. Vinden var da gået om. i n. ø. med hård storm. Derimod blev det anmeldt, at der en kvart mil længere vester var strandet et andet fartøj, som stod langt ude, og som havde kappet masterne. Man begav sig derpå straks til det betegnede sted, hvor der på ydersiden af anden revle stod et fartøj med stævnen lige ind imod land, og søen slog ustandseligt over vraget. Man kunne imidlertid ikke ganske tydeligt se, om der var folk ombord eller ej. Men snart blev det så lyst, at man kunne se folk på vraget. Vinden var nu gået om i n.n.ø. med en heftig storm og svær søgang. Der blev kastet en raket, men den kunne ikke række ud til skibet. Så blev der afsendt mandskab og heste efter redningsbåden, der ankom til strandingsstedet. Båden blev straks sat i vandet. Der var en svær brænding på revlen, hvor skibet stod. Da man var til luvard af vraget for at kaste dræget, fik båden en svær sø over sig, og den fyldtes halvt med vand, hvorfor de drev forbi, der hvor dræget skulle have været kastet, så de skulle ro tilbage, og da en åre var knækket, og en del af de andre var kastet af tollene, måtte båden igen søge mod land. Båden blev da kørt op igen til et nyt forsøg, men da stormen og søen øgedes med stor voldsomhed, fandt man, at det var bedst at oppe- bie nogen tid, da vandet skulle falde, hvilket ville indtræffe omtrent kl. 1-2.
Der blev imidlertid, medens båden blev hentet, og efter det første forgæves forsøg med båden, kastet fire raketter, men de tre nåede ikke ud til skibet, medens den fjerde kastedes over -skibet, men eftersom dette lå på siden, lå linen til læ af samme. Da klokken var mellem I og 2, blev der atter gjort forsøg med båden. Det lykkedes denne gang at få dræget kastet, således at båden kunne holdes i nærheden af skibets bov, og efter flere forgæves forsøg på at få et kastedræg ind på bovsprydet, blev besætningen da en efter anden taget ind i båden fra bovsprydet, men det tog meget lang tid, da der måtte hales og fires på båden for søerne og takkelagen, som flød ved vraget. Kaptajnen var den første, som kom i båden. Han faldt i havet, da han kom uklar af takkelagen, og blev reddet derfra, hvor strømmen havde kørt dette sammen. Efter at hele besætningen, i alt syv mand med kaptajnen, var kornmet i båden, var det ikke muligt at 'hale båden op for at få dræget med, man måtte stikke tovet fra båden. i det tidsrum, hvor redningsbåden blev hentet, kom den ovennævnte båd fra Højen og gjorde forsøg på at redde besætningen, men det lykkedes ikke. Af inventar mistedes en åre, dræget og drægtovet, pendulen til stativet, hætte til lygten og nogle kørkstykker til bælterne, der måtte efterses. Fire par heste var taget i brug hele dagen. Da man kom til Højen med apparaterne, måtte man lade disse blive der, dels fordi mørket faldt på, og dels fordi man ikke kunne se at køre på de ufremkommelige og dårlige veje, og endelig fordi folk og heste var udmattede. De havde intet nydt hele dagen. Fire par heste måtte derfor anvendes næste dag for at bringe inventaret til opbevaringshuset.

Det strandede skib, hvorfra besætningen reddedes med redningsbåden, var brig , Fortuna af Stralssund, kaptajn Ludvig Rubarth, fra Malaga med sydfrugter, vin og olie bestemt til Stockholm. Det lige ud for Højen strandede skib var brig , Triton af Whitbye, kaptajn Roop fra Lovertoft til Gøteborg i ballast. Besætningen 10 mand, kapt. indbefattet, blev sat i land, så vidt vides af den såkaldte nye redningsbåd. Triton var strandet trekvart mil og , Fortuna en mil fra stationen. Bådmandskabet var beskæftiget næste dag med inventarets anbringelse til opbevaringshuset. sign. Lars A. Kruse. Niels Jensenius. Lars Møller. N. Møller.

Årsagen til strandingen skyldes, at vinden pludselig gik fra s.v. til n.v., og de havde været land for nær til at klare sig. Regnskabet opgøres for disse to dages redningsforetagende med fire par heste og bådmandskabet til 50 rd. 48 sk. Man skulle vel tro, at et så besværligt redningsforetagende, der trods alt endte med et så strålende resultat, som det er, når alle blev reddede under så vanskelige forhold, kunne gå over i historien med hæder for de udøvende kræfter. men ingen har som bekendt fred længere, end som ens nabo vil, og også i dette tilfælde - at dømme efter Søren Møllers fortsættelse af sin rapport til bestyreren for det nørrejyske redningsvæsen, han fortsætter:

Endeligen vil jeg ikke heller lade ubemærket, at det behagede toldforvalter Walter at udskælde mig under min funktion ved den omhandlede lejlighed, idet han kom til mig og spurgte, om jeg ikke havde flere raketter, og på mit svar: ja, befalede han mig at kaste dem, at jeg ikke forstod mine ting, og at jeg måtte skamme mig o. s. v. På mit næste svar til ham, at raketterne endnu ikke kunne nå ud til skibet, og 'at han intet havde over mig at befale, bandte han: ja, både ham og enhver mand. jeg søgte da at komme bort fra ham, da han så ud som en rasende. For at vise såvel ham som de øvrige tilstedeværende ligesindede, som muligvis satte ondt blod, kastede jeg tvende, som ikke rækkede ud til skibet. jeg har ikke anført dette for min egen persons skyld, da hr. Walter er af den beskaffenhed, at enhver rettænkende mand, der kender noget til ham, ikke regner hans ord for noget, men jeg har troet, at de ikke burde være uvidende om hans stemning imod mig, da tilmed strandings kommissionær Krogh i dag fortalte mig, at Walter var meget rasende på mig og havde sagt, at hvis han ikke kunne få mig sat fra bestillingen, så ville han skyde mig.

Skagen, den 8. november 1864. Ærbødigst Søren Møller

Fortunavej er opkaldt efter denne stranding

Litteratur: 1. Chr. Thagaard: Blade af Skagens Historie, 1967 Side 125-135