Der må endnu omtales en Virksomhed ved Skagen. Resultatet deraf var sørgeligt, idet omtrent hele Besætningen druknede, men det af Mandskabet udviste Mod og dets Udholdenhed er Omtale værd. Det var ved Briggen »Speed« af Sandefjord,, på Rejse fra Goole til Frederiksstad i Ballast
Det blæste om Aftenen den 30. Januar 1909 en orkanagtig Snestorm af NO., og Søen var ualmindelig høj på Kysten. Man var klar over, at hvis der med disse Forhold skulde indtræffe en Stranding, da vilde det være forbunden med store Vanskeligheder at redde Besætningen. Men Forberedelserne blev trufne, Vagten blev sendt ud, og desværre skulde den snart få noget at berette. Ved Nitiden bemærkedes et Sejlskib inde i Nærheden af Revlerne, og da det straks stod klart for Vagten, at Stranding var uundgåelig, ilede den ene Vagtmand hurtigt til en nærmeste Alarmeringsstation og telefonerede til Redningsstationen i Gl. Skagen om hurtigst muligt at komme med Redningsapparaterne. Mandskabet og Hestene blev hurtig sammenkaldt, 2 Par Heste blev yderligere rekvireret gennem Telefonen fra Skagen. Raketapparaterne læssedes på Vogne, og Turen gik med dem igennem de uvejsomme Klitter, da det var ugørligt at færdes langs Stranden, idet den høje Sø gik helt op mod Klitbakkerne. Af samme Grund undlod Redningsfolkene at benytte den i Gl. Skagen stationerede Redningsbåd, men kørte i Hast til den 12 Mil vestligere værende Båd. Her havde de 2 Vagtmænd givet Møde og gjort alt klar til Udrykning, ligesom de havde affyret Signalraketter for at tilkendegive de skibbrudne, at de var bemærkede, og at hjælpen var undervejs. Redningsbåden kørtes i al hast til Stranden 1/8 Mil til Luvart af det strandede Skib, og der gjordes Anstalter til at sætte den ud. 4 Gange forsøgtes det at sætte den ud, men den høje Brådsø slog den stadig tilbage på Stranden. Der blev så tilkaldt Assistance, der beredvilligt blev ydet af de tilstedekomne Fiskere, og det lykkedes da at få Båden ud, men det var lige ved, at en af de hjælpsomme Mænd var bleven knust under Båden. Under store Anstrengelser kæmpede Båden sig nu frem imod den frådende Brådsø, og det lykkedes at komme ud i Nærheden af Skibet. Et Stykke til Luvart af dette, som stod i en Afstand af omtrent 200 Favne fra Land med Agterenden ind mod Strandbredden, kastedes Ankeret, og der sakkedes ned i Læ af Skibet. Det stakkels Mandskab, som sad fastsurret i Rigningen, så nu hjælpen komme, men desværre skulde de snart skuffes. Der løb en rivende Strøm vestefter, og Ankeret,vilde derfor ikke holde, men Båaen drev hurtigt i Læ,, og trods alle Anstrengelser Var det umuligt at ro Båden op til Skibet. Ankertovet måtte slippes, og Redningsbåden landede 1/4 Mil i Læ af Skibet. Det var nu klart at se, at al den Hjælp, som kunde skaffes, var nødvendig, og der sendtes en Mand til den nærmeste Kysttelefonstation i Spirbakken for at tilkalde Skagens Redningsbåd, ligesom der alt tidligere var telefoneret til Redningsstationen Kandestederne, om også at komme med Redningsbåden derfra. Klokken var da bleven 11 om Aftenen, og nu kom Vognene med Raketapparaterne, der havde haft en højst besværlig Tur. Man gik da i Gang med at anvende disse. Raketstativet blev opstillet, og snart hvislede en dobbelt Raket ud mod Skibet, men den nåede ikke ud. Dette skete derimod med den iiæste Raket, som lagde Linen lige over Skibets Rigning. Alt gjordes klar til Udhaling af det øvrige Materiel, men den ulykkelige Besætning formåede ikke at hale det ud, da den rivende Strøm førte Linen langt mod l,æ, så at Mandskabet i Land heller knapt formåede at holde den, og det var snart klart for Redningsmandskabet, at Redning ved Raketapparaterne var en komplet Umulighed på Grund af den hårde Strøm.
Der var så ikke andet at gøre, end at gå til Redningsbåden igen, og Mandskabet gav sig straks i Gang med at få den transporteret op til Luvart langs, med Stranden. Det var et yderst livsfarligt Foretagende, da Søen skyllede helt op under Mandskabet og Hestene og flere Gange truede med at vælte Vognen, hvorpå Båden befandt sig. Tilsidst kom der en vældig Brådsø, som væltede en Vogn med årer og andet løst Materiel, som så drev løst omkring på Stranden, og Redningsbåden kørte fast og kunde ikke rokkes af Stedet. Skaglerne måtte kappes for at få Hestene bragt op i Sikkerhed, og Redningsmandskabet måtte ved Hjælp af Tove hales op i Klitterne. Bedningsbåden måtte prisgives og lades tilbage på Stranden, da det var aldeles ugørligt at få den bjerget op med den forfærdelige Sø. Ved Redningsstationen Kandestederne var Melding om Strandingen modtaget straks efter, at denne var sket. Da Skibet imidlertid stod 1½ Mil til Luvart for Stationen, og da Stranden var aldeles ufremkommelig, besluttedes det at tage den betydelig nærmere værende Redningsbåd ved Spirbakken. Det blev imidlertid en hård og besværlig Transport, såvel for Mennesker som for Dyr, op imod den hårde Snestorm, og først Kl. 1½ om Natten nåedes Strandingsstedet. Redningsmandskabet gjorde sig hurtigt klar til at gå ud, men da kom Gl. Skagens Mandskab til Stede, efter netop at have måtte lade deres egen Båd i Stikken. De tilbød straks at gå ud med den nys tilstedekomne Båd, idet de formente, at de alt havde været ved Skibet en Gang og derfor var bedst kendt med Forholdene derkide, og da dette måtte indrømmes, blev Redningsbåden dem overladt. En af Mandskabet var dog så medtaget, at han ikke kunde mere, men han blev straks erstattet af en af Kandestedernes Mandskab. Ved kraftig Hjælp fra alle de tilstedeværende blev Båden bragt flot, og der blev kæmpet hårdt for at nå ud til de stakkels Søfolk, hvis stadige Råb om Hjælp af Stormen førtes ind over Land. Søen var snarere tiltaget end aftaget, og den brød ustandselig hen over Redningsbåden, som flere Gange blev aldeles fyldt, og til Tider var den helt forsvuhden for Tilskuernes Øjne. Kampen var for ulige, Brådsøerne kunde ikke overvindes, og da Båden efterhånden af Strømmen var sat betydeligt mod Læ, var der ikke åndet at gøre end påny at søge Land, som nåedes Kl. 3 om Morgenen 1/4 Mil i Læ af Strandingsstedet.
Ved Stationen Skagen blev der som anført Kl. 11½ tilkaldt Hjælp, og i al hast blev, Mandskab og Heste tilkaldt, og de begav sig til Nordstranden, hvor Redningsbåden var. Man havde 1 3/4 Mil til Strandingsstedet, men det var mod Læ; dog var Transporten besværlig, da den måtte ske gennem Klitterne. Da Båden var kommen på Stranden 1/8 Mil til Luvart af Skibet, blev den sat ud. Også for dette Mandskab var det besværligt at komme ud over Revlerne, flere årer brækkedes, men de blev hurtigt erstattede af de medbragte reserveårer. Da Båden var kommen et Stykke til Luvart af Skibet, kastedes Ankeret. Det første ankertov kunde ikke række ned til Skibet, så der blev knobet et andet til, men Strømmen var så stærk, at Båden ikke kunde styres ind under det strandede Skib; den drev i Læ, hvorfor Ankertovdt måtte slippes, og Redningsbåden søgte Land, som nåedes 400 Favne i Læ af Vraget. Redningsbåden bjergedes op og læssedes, og i al Hast gik Transporten op til Luvart igen, og da den var kommen op til sit forrige Udgangssted, blev den gjort klar til at sættes ud igen, efter at den var blevet forsynet med nyt Anker og Ankertove. Under Aflæsningen af Båden kom der Bud, at Skibet nu var begyndt at skilles ad, og at der allerede var dreven flere Lig i Land. Redningsbåden gik dog ud igen, men da den kom ud k Læ af Vraget, kunde det ses, at der ikke var flere Mennesker på dette, og den landsattes da på samme Sted som første Gang. Der var nu ikke mere at udrette, og Redningsmandskabet kørte så hjem til Skagen med Redningsbåden, men først om Eftermiddagen Kl. 1 var Mandskabet så vidt, at det kunde gives fri.
Vraget af det gamle Skib havde ikke kunnet holde længere sammen, og de ulykkelige Søfolk kastedes alle, ialt 8 Mand, i havet, men da de var iført redningsbælter, drev de forholdsvis hurtig i Land. Kystboerne stod klar til at tage mod dem, i Kæder vadede de ud i Bråddet og fik de livløse Mennesker op på Stranden, hvor der foretages Oplivningsforsøg, men alt forgæves, kun een Mand, nemlig Skibets 1. Styrmand, lykkedes det at kalde tilbage til Livet, og han kørtes i Hast til Skagen for at få den fornødne Pleje.
 |
Skibets 1. Styrmand, Olaf Dahler var den eneste, der overlevede forliset.
Han blev bragt op på Ruths Hotel, hvor han mødte Dagmar Ruth. Kun 8 dage efter Speed´s forlis blev dette billede taget. De blev senere gift |
Det var en hård Nat for Skagboerne, som her måtte se alle deres Anstrengelser være forgæves, og de havde kun den Trøst-! Sorgen, at de ikke havde ladet det mangle på Mod og Udholdenhed.for at fravriste Havet dets Bytte. - Den norske Regering viste også sin Påskønnelse ved at tildele både Mandskaberne ved Skagen og Gl. Skagen Pengebelønninger, og begge Stationers Opsynsmænd modtog en Skrivelse med en smukt udtalt Tak for den udviste Iver.
Kopi af skillingsvise om Speeds forlis 30. Januar 1909
(Kilde: Odense Universitet, Projekt Visecenter. OUB-492)
 |
|
 |
|
 |
|
 |
Kort Beretning: Den i ovenstaaende Sang beskrevne sørgelige Begivenhed, fandt Sted Natten mellem den 31. Januar og 1. Februar 1909. Briggen "Spleed" strandede hin Nat mellem Spirbakken og Gl. Skagens Redningsstationer. Redningsbaadene gjorde flere Forsøg paa at komme de ulykkelige Skibbrudne til Hjælp, men forgæves. Det var en rasende Snestorm, Baadene naaede kun saa langt ud, at de kunde se de ulykkelige Søfolk sidde i Rigningen, og holde sig krampagtigt fast i det isfrosne Tougværk. Ansigterne var forvredne og stive i Dødskampen. Baadene gik flere Gange under Vandet, og Redningsmændene hagede sig fast i Baadens Sider, fik den lænset for Vandet, kom atter op og forsøgte paany. Men Strømmen førte dem atter væk fra Skuden, saa Forsøgene maatte opgives. Selv de ældste Redningsmænd havde i mange Herrens Aar ikke oplevet en saadan forfærdelig Nat ved Skagens Kyster. Snestormen rasede og tudede som en Flok vilde Ulve, der søgte efter Bytte. Besætningen, som udgjorde 8 Mand, var saa udmattede, at de ikke engang havde Kræfter nok til at indhale den Trosse, der fulgte med Redningsraketten. Kokken ombord var før Skibets Forlis bleven vanvittig af Rædsel. Hele Besætningen, som var iført Redningsbælter, sad i Rigningen til Skibet splintredes og Masterne gik overbord; med disse forsvandt de i Dybet. Noget efter drev Strømmen dem i Land; de syv som Lig. Kun 1ste Styrmand, Oluf Dahler, overlevede denne skrækkelige Nat.
