Det var en forrygende Snestorm af Nord, da der blev meldt for den ved 9-tiden om Aftenen. Lars Kruse og 3 andre af de faste Redningsmænd var ikke hjemme, de skulde på Fiskeri oppe under Norge, så Niels Jensenius var Fører af Skagens Redningsbåd, der blev tilkaldt sammen med Højens Redningsbåd, som havde Jens Rasmussen til Skipper. Folk strømmede i massevis norden ud af Byen tværs over Heden ad Højen til, og allerede midtvejs kunde vi høre de mange Skibbrudne, der var ialt 22 Mand, råbe om Hjælp. Ja, de arme 22; det må have været en skrækkelig Nat for dem. Vi, der stak tværs over, behøvede blot at gå efter Råbene, og var ved Stranden omkring Kl. 10. I det grimme Vejr var alting så mørkt, at vi kun lige kunde skimte, det var en Damper. Stadig kunde vi høre deres Råb, som på en Gang blev til et gennemtrængende Skrig, efterfulgt af vedvarende Jammer. Det har nok været den Gang, de forsøgte at sætte deres egen Båd ud. Jeg skal sige dig, de havde Rederens 21-årige Søn med, han skulde en Lysttur til Danzig, og for at redde ham var det sikkert, de greb til den Udvej. Men det skulde de aldrig have forsøgt i det forrygende Vejr, og de havde jo slet ingen Kendskab til den væmmelige Sø på Revlerne.
Resultatet blev også derefter: Båden kæntrede, og ham, de skulde redde, samt 8 Mand af Besætningen druknede. I-lenad 11 kom de med Redningsbåden, som var hentet nede ved Batterivejen; den blev straks sat i Vandet, og som frivillige i Stedet for de tre, der ikke var hjemme, meldte sig N. A. Nielsen (senere Opsynsmand og Søn af daværende Opsynsmand, Lodsoldermand Just Nielsen) samt Brødrene Henrik og Hjorth Petersen. Såsnart Båden slap Strandkanten, forsvandt den i Mørket, og alle, der stod på Stranden, var klar over, hvor alvorligt det var. Vi i Tyveårs Alderen kunde jo ikke huske »Daphne«s Forlis 19 år før, men havde hørt om den sørgelige Stranding, og mange af de tilstedeværende havde været Øjenvidner den Gang, så det var såmænd ikke så underligt, at alle tav. Kun Stormen hylede; derimellem hørtes Engelskmændenes Skrig om Hjælp, og så kunde vi en Gang imellem høre 0. S. S. (den kendte Redningsmand Ole Svendsen) råbe Hurra! Det var for at opmuntre både dem på Damperen og os på Land. De nåede også derud, men sikken et Slid; først knækkede nogle af årerne, og for at holde Stand mod Storm og Strøm måtte fil sidst 0. S. S. ro alene med cen åre på den ene Side, medens alle de andre måtte lægge Kræfter i ved den anden Side. Da de så kom i Nærheden af Strandingen og skulde smide Kastedræget, havde de Vraget af »Commissarlat« - en Damper, der tidligere var strandet - at tage sig i Agt for, og det var også på et hængende Hår, at de gik klar. Da de kastede Dræget, faldt det nemlig i Vraget og bed sig fast der. Så kunde de ikke komme nærmere, og een efter een sprang 9 Mand, som sad i Fokkerigning og på Bakken, i Vandet og lod sig hale over i Redningsbåden; så var den lastet, kappede Drægtouget og styrede mod Land, hvor der blev højlydt Glæde, så snart den blev at se. Da var Klokken 2. Det var jo tre lange Timer. Men endnu var der 4 Mand tilbage ude på Damperen, som på det Tidspunkt var knækket midt over. De skulde jo også i Land, og skønt Vejret blev værre og værre, gik Gl. Skagens Redningsbåd ud med Jens Rasmussen ved Roret. Det var en dygtig Mand, ham havde alle Tillid til. På Landjorden og ved Fiskeriet sagde han aldrig noget; men på den Plads var han i sit Element. Kl. 41/2 om Morgenen kom de også i Land med de 4, den ene havde de fisket op, efter at han først var skyllet i Havet fra Vraget, og han var så medtaget, at han døde kort efter. Det var rigtignok en hård Nat, som fortjente Belønning, og den kom også. Mandskabet i begge Redningsbåde fik ekstra Pengebelønning fra både Danmark og England; til hver af de tre frivillige var der en engelsk Sølvmedalje, og til hver af Skipperne en Guldmedalje. Jens Rasmussen sagde straks Nej Tak, som han plejede til den Slags; skulde han have noget, ønskede han, som altid noget, han kunde købe Brød for, og fik så 4 £. Niels Jensenius fik Guldmedaljen; det fortælles, at han først sagde Nej Tak, men kort efter kom til Holst, som foretog Uddelingen for Konsulatet, med den Besked: »Mariane siger, jeg skal have Medaljen.« Jens Rasmussen fik forresten også en Guldring, det gik således til: Da Strandingens Kaptajn næste Dag gik til Stranden sammen med Jeckel, som han boede hos, mødte de Jens Rasmussen. Da Jeckel sagde, hvem det var, de mødte, tog Kaptajnen straks Ringen af sin Finger, gik hen og trykkede Jens Rasmussen i Hånden og anbragte samtidig Ringen.« Da vi kort efter gik ned ad Flagbakken, og imens så ud over Kattegat, siger min Sidemand: »Kan du huske »Onkel«, det store, flotte tyske Barkskib, lastet med Tømmer, som strandede ud for Stokmilen, som vi kan se lige vest om den gamle Kirke?« Jeg måtte svare benægtende, idet jeg hemærkede: »Men den store Damper »Maja«, som løb i Land ud for Vesterby, fordi den blev påsejlet, kan jeg huske, og jeg kan også huske, at Dækslasten, som blev skibet i Land, fyldte hele Forstranden ud for Byen.« »Ja, det var jo i det her århundrede,« får jeg til Svar. Et Svar, der betød, at den gamle Fisker regnede alt, hvad der er sket de sidste 30-35 år, for hørende Nutiden til. Det var også før den Tid, Skagen oplevede de mange, mange Strandinger. Efterhånden som Sejlskibenes Skare blev mindre, blev Strandingerne også færre; men Skagens Beliggenhed gør dog, at vi, der bor her, gennemsnitlig oplever mere end een Stranding årlig. Nogle sker i smukt Vejr ved højlys Dag; men også nu sker det, at vore Redningsmænd må vove Livet under hårde Ture for at redde Søfolk. Det er tilstrækkeligt at henvise til Damperen »Hjortholm«s Stranding på Grenen Julenat 1923.