The John af Leith - Strandet den 20 november 1808
Engelsk Stranding 1808. En Passager, J. MacDonalds, fortæller om sit Ophold her.

I "Jydske Saml." har Dr. Louis Bobé under Titel: ,,En engelsk Krigsfanges Oplevelser i Jylland i Vinteren 1808" meddelt en Oversættelse af James MaeDonalds ,,Travels through Denmark and part of Sweden...", der er udgivet i London 1809. C. Klitgaard, Hjørring, skriver om Strandingen og Passageren:

Briggen ,The John" af Leith strandede Natten mellem 20. og 21. Novbr. 1808 paa Skagens Rev paa Rejse til Göteborg med en Ladning Sukker, Kaffe, Tobak, Læder m. m. Skibet var gaaet fra Leith d. 14. November. i en Konvoj paa 5 Skibe og I Kutterbrig, men paa Grund af Storm blev det skilt fra den øvrige Flaade. Aarsagen til Strandingen var, at man antog Lyset fra Skagens Fyr*) for at være Lyset fra det engelske Vagtskib ,The fury bomb", der laa ca. 11/2 dansk Mil ud for Skagens Rev. James MaeDonald, der havde været Passager paa Skibet, fortalte i Retten, at han havde været Gejstlig i Skotland - hvad jo iøvrigt hans Optræden paa Vraget lod formode -, men at han for Tiden ejede et lille Landgods, hvor han boede. Aarsagen til hans Rejse var, at et ungt Menneske af hans Paarørende opholdt sig i Sverige, og MaeDonald var blevet anmodet om at bringe ham tilbage, ,da han i Sverige agtede at indgaa Forbindelse med et Fruentimmer, der havde hans Ødelæggelse til Følge".

*) Det var ellers slukket under hele ugen for ikke at vejlede Englænderne, men har den Nat være tændt antagelig for at vildlede dem.

 

Passageren fortæller: Skagen, 24. November 1808.

Indespærret her i et dansk Fængsel har jeg rigelig Tid til at nedskrive, hvad jeg kan erindre om de sidste fire Dage, de ulykkeligste i mit Liv.
Søndag Morgen den 20. Kl. 2 raabte Rorgængeren, at han kunde øjne et Lys og tydelig skjelne Land. Vi løb alle ud i bar Skjorte for at forvisse os her om, og til Trods for den kolde Vinter klædte vi os først paa, efter at hele Mandskabet enstemmigt havde erklæret, at de baade kunde se Lyset og Skroget af det engelske Skib ,,The fury bomb", som havde Lygten oppe i Mesanmasten. Selv kunde jeg ikke se noget, der lignede et Skib, men da jeg tydelig saa Lyset, bønfaldt jeg vor Kaptajn, Hutton, om at vogte sig for de falske Lys, der antændes af Indbyggerne i Jylland for at lokke de engelske og svenske Skibe paa Grund. Han føjede mig ved at gaa endnu en Gang op paa Dækket, ja, endogsaa op i Vanterne for at overbevise sig om, at Lyset kom fra Orlogsmanden ,Fury". Alligevel kunde jeg ikke se noget Skib, skjønt jeg kan skjeldne Genstande i stor Afstand, og bad om, at han endnu en Gang vilde høre det øvrige Mandskabs Mening.
Natten var særdeles kold, og de gjentog atter deres tidligere Udtalelse, noget gnavent paa Grund af min Vantro, da Skibet i det samme stødte paa Grund med et frygteligt Brag, og alle Masterne, forekom det mig, gik overbord. Her! tog jeg dog fejl. Vi prøvede paa alle Maader at konune los, men forgjæves. Hver Bølge slyngede nu Skibet voldsomt mod Bunden, og i Løbet af 5 Minutter - Klokken var noget over 3 - stod Kahytten fuld af Vand, og alle Pumperne fyldtes. En frygtelig Forvirring fulgte. Vi hørte Skud fra Kysten, hvilket vi antog for at være Kanonsalver, men senere fik vi at vide, at hvert Forsøg vilde blive gjort paa at frelse vort Liv. Jeg anbefalede Skibsmandskabet Ro og Besindighed. De ventede hvert Øjeblik, at Skibet vilde splintres, og at alle maatte gaa til Grunde. En tysk Skibsdreng begyndte at græde og jamre over sin Skæbne, men da jeg sagde til ham, at jeg vilde kaste ham og enhver som helst anden overbord, der lod en eneste Klage komme over sine Læber, blev han mere rolig. Kort efter raabte han imidlertid, at alt var forbi, og bad mig skyde ham gennem Hovedet, hellere end at paabyde ham Tavshed. Jeg smilede af dette taabelige Forlangende og kaldte hele Mandskabet sammen for at høre en kort Bøn, da de nu ikke kunde gøre andet end roligt at oppebie Daggry, hvis Vraget skulde holde saa længe.
Omsider gryede Dagen, og den eneste klare Morgen, vi havde set i flere Dage, oprandt. Kysten var nu bedækket med Indfødte, og nogle Dragoner saas ride frem og tilbage, ledsaget af nogle Fodfolk og Artilleri. Det viste sig at være Skagens Fyr, som vi havde forvekslet med ,Pury"s Lanterne, og som var blevet vort Fordærv. Vi vare en halv engelsk Mil fra Kysten mellem frygtelige Brændinger, en rivende Strøm, Sandrevler og Levninger af Skibsvrag. Vi hejsede Nødflag, skjønt vi vare sikre paa, at Folkene paa Kysten ikke turde vove at nærme sig os. Efter nogen Tids Forløb satte de imidlertid en stor Baad ud, men blev nødte til at vende tilbage til Kysten igen saa hurtigt som muligt. I denne Tilstand befandt vi os, nær ved at omkomme af Kulde, Sult og Tørst, indtil Kl. 4 om Eftermiddagen ved Solnedgang.
Kl. 4, da Solen var gaaet ned, og Vinden havde lagt sig betydeligt, kom en Baad, bemandet med 9 kraftige Sømænd, til Trods for Vind og Strøm i 70 Alens Afstand fra Skibet; saa fyldtes den med Vand, hvilket Besætningen øjeblikkelig øste ud med Tønder, hvorpaa de vendte tilbage til deres Plads. Vore Folk vare saa medtagne af Kulde, at de ikke kunde kaste en Aare ud i nogen synderlig Afstand. Heldigvis havde jeg uddannet mig i Kraftprøvelser, og efter tre Forsøg lykkedes det mig at kaste en Aare ud med et Reb bundet til, som naaede Baaden. Ved Hjælp af dette Reb blev 3 af vore Folk halede over til Baaden. Den sidste af dem blev optaget i bevidstløs Tilstand af de danske Søfolk, men kom snart til sig selv igen. En af dem raabte nu paa Tysk til mig, at de ikke kunde redde flere for Øjeblikket, men hvis det var muligt, vilde de vende tilbage næste Morgen. Det begyndte nu at blive mørkt, Kulden og Blæsten toge til, og Bølgerne begyndte at stige højere omkring Skibet, Himlen blev overtrukken, og alt syntes at varsle en frygtelig Storm og at tilintetgøre vore sidste Haab om Hjælp fra Kysten.
Endnu engang paabød jeg Mandskabet Tavshed og opfordrede dem til at samles til Bøn. Efter Bønnen bad jeg dem gaa hver til sit, nogle i Fokkemerset, andre i Stormerset. Kaptajnen, hans Søn, en Dreng og jeg klavrede op i Stormerset, og tre andre entrede med Besvær op i Fokkemerset. Søen slog over mig, medens jeg klavrede op i Vanterne, kastede mig omkuld og skyllede mine Sko og min Stok bort. Et Øjeblik efter mistede jeg min Hat, men jeg slog mig ikke videre i Faldet. Vi forblev oppe i Merset hele Natten og holdt os vaagne efter min Anvisning ved at knibe dem, der var ved at falde i Søvn. Da jeg sagde til Kaptajn Hutton, at vi snart vilde se Solen staa op, svarede den stakkels Mand: ,Ak, Herre, Morgensolen vil staa op, men ikke for os." Som Svar herpaa forsikrede jeg ham, at jeg ikke mistvivlede om, at vi vilde blive frelste før Daggry, for Vinden tog kjendelig af. ,Gud den Almægtige velsigne Dem," sagde han, ,De opgiver aldrig Haabet". Snart faldt han i en apathisk Tilstand, af hvilken ingen Anstrengelser kunde vække ham.
Hans Søn, stakkels Fyr, der kun er 19 Aar gammel, tog sin Overfrakke af, lagde den om sin Faders Skuldre og Nakke og sagde: ,Kjære Far, husk Du har Kone og syv smaa Børn hjemme. Opgiv ikke Haabet, men hold Dig oppe for deres og min Skyld." I denne Tilstand holdt vi os til Kl. 61/2 om Morgenen, da vore gamle Venner, som havde frelst de tre Mænd Dagen i Forvejen, viste sig i en Afstand af 120-130 Alen fra os og raabte til os, at vi skulde kaste en Aare ud til dem lige som sidst. Jeg svarede, at ingen af os kunde holde paa nogen Ting undtagen jeg, og at selv jeg ikke kunde redde nogen af Mandskabet, medmindre Baaden kom tæt op til Skibet. De brave Mennesker roede øjeblikkelig gjennem en meget farlig Brænding op til Skibet og bragte os alle med megen Besvær ned i deres Baad, der nær havde faaet Bunden slaaet ud, da vi alle vare komne ned i den. Omsider kom vi klar af Skibet og roede ind mod Kysten. Styrmanden følte paa mine Kinder, Hænder og Fødder og tog straks sin Hat, sine Vanter og sin Trøje af. Trøjeærmerne trak han op over mine Fødder. Hatten satte han paa mit Hoved og den ene af de laadne Vanter, -der ikke var delt mellem Fingrene, trak han over begge mine Hænder.
Det tog en Time at naa Byen, da vi var nødte til at ro rundt omkring for at holde os klar af Brændingen. Det frøs haardt og blæste af Øst. Jeg kunde ikke forstaa, hvorledes Manden, der gav mig sit eget Tøj, kunde udholde den strenge Morgenkulde. Han sagde, jeg skulde beholde det paa, og gned uafladeligt mit Ansigt og mine Hænder, indtil jeg mærkede, at Blodet atter kom i Omløb, medens hans Ledsagere gjorde det samme med mine Lidelsesfæller. Da vi ankom til Kysten, bleve vi førte til en Kro under Bedækning af 8 Soldater og en Korporal.
Da vi havde naaet Kroen, syntes vore Redningsmænd at være glad over den Tjeneste, de havde gjort os, men spurgte hverken om Penge eller noget andet. Vi blev styrkede med Kaffe, Brød og ÆG o. s. v. og gik til Ro omtrent Kl. 9; man overlod os alle Sengene i Huset, og Værten indrømmede os med stor Venlighed sin egen Seng til vor Bekvemmelighed jeg laa selv paa Gulvet. Vi blev behandlede med den største Venlighed. Jeg kunde ikke sove. Kl. 11 stod jeg op, skjønt uendelig træt, og for første Gang følte jeg mig meget nedslaget, i besynderlig Modsætning til mine Landsmænd, som nu var i bedste Humør, efter at de i de tre foregaaende Dage havde staaet paa Fortvivlelsens Rand. Af denne Tilstand af stoisk Ligegyldighed og Følelsesløshed mindes jeg at være blevet vækket Kl. 1 om Eftermiddagen af Stedets Borgmester, der kom for at se til os og forsyne os med Nødvendighedsgenstande.
Vi talte sammen paa Tysk, men han talte det saa slet, at jeg snart blev træt af ham. Han syntes at være mere ivrig efter at faa at vide, af hvad Art Ladningen var, end om vi alle var frelste og havde Udsigt til at komme os. De tre Mænd, vi havde landsat Dagen i Forvejen, sov endnu trygt i Kroen og syntes at befinde sig vel.

Resten af Dagen den 21. mindes jeg ikke, at der hændte noget med Undtagelse af, at jeg sendte nogle Soldater bort fra mit Værelse og bad om at faa deres Kaptajn i Tale. Han kom og viste sig i det følgende som en sand Ven for mig. Han er en dannet Mand, taler godt Tysk og synes at være human og venlig.*)
Den følgende Nat lukkede jeg ikke et Øje. Jeg havde stærk Feber, talte forvirret og frygtede for at miste min Forstand. Idag er jeg kommet mig meget. Gud være lovet, men er endnu langt fra rask. Skulde jeg dø her, vil dette Papir maaske naa mine Venner og vidne for dem om, at jeg i en højst kritisk Situation har vist mig som en Kristen og en Mand.


Litteratur: 

1. Jens Tønnesen: Det svundne skagen fortæller, 1946
    Side 242-247
Top Home - Gå til Forsiden