Spansk damper Igotz Mendi - Strandet den 24. februar 1918

I 1917 var den nybyggede spanske damper "Igotz Mendi" af Bilbao på rejse fra Delagoa Bay til Colombo med en ladning kul. D. 10. november blev skibet opbragt i det Indiske Ocean at den tyske hjælpekrydser og mineudlægger "Wolf", der blev ført at korvetkaptajn Nerger. Med løjtnant Rose som kaptajn blev "Igotz Mendi" ført med nordpå. D. 24. februar 1918 strandede skibet ud for Højen Fyr. Den spanske besætning, det tyske prisemandskab og de ombordværende fanger blev reddet i land af redningsbåden. Svitzer bragte skibet flot d. 10. marts og førte det til Frederikshavn.

Mendisvej er opkaldt efter denne stranding

 

Den tyske hjælpekrydser og mineudlægger Wolf forlod Kiel i slutningen af november 1916, for at gå på krigstogt så langt borte fra hjemlandet, som på den sydlige halvkugle. Wolf var til dette togt blevet camoufleret som et almindeligt handelsfartøj, bl.a. var der opstillet falske lossebomme, og skibet var sortmalet og uden kendetegn. Ved afrejsen fra Kiel var besætningen på 375 mand, og om bord var desuden 500 miner, 7500 tons westfalske kul, 3000 tons vand og 2500 tons proviant og ammunition. Foruden den camouflerede armering af både kanoner og torpedoudskydningsrør var Wolf også forsynet med en rekognosceringsflyvemaskine. 15 måneder passerede inden Wolf i februar 1918 nåede hjem til Kiel. Bag sig havde den efterladt et spor af død og ødelæggelse; 34 fartøjer var sænket og 14 kapret. Ved at kapre handelsfartøjer kunne Wolf supplere sine beholdninger af kul og proviant samt benzin til sin flyvemaskine. Skibene blev derefter sænket eller stukket i brand og deres overlevende besætninger og passagerer blev taget om bord i Wolf som krigsfanger. Blandt de kaprede skibe var den amerikanske bark Beluga, der var på rejse fra San Francisco til Sidney i Australien med 15.000 dunke benzin. Beluga, der var bemandet med skandinaviske langfartsmatroser, førtes af den 3 4-årige amerikanske kaptajn J. S. Cameron, der havde sin australskfødte hustru og sin 6-årige datter juanita med som passagerer. Efter at tyskerne havde forsynet sig med benzin og proviant, blev Beluga skudt i brand og barkskibets besætning blev herefter krigsfanger om bord i Wolf De dramatiske begivenheder bevirkede, at den unge amerikanske kaptajnfrue blev alvorligt syg og i flere uger var på randen af sindssyge. Den 10. november 1917 kaprede, Wolf den 4648 tons spanske damper Igotz Mendi, der kom med en last kul fra Delagoa til Colombo. Under kommando af den tyske løjtnant Rose blev der sat prisemand skab om bord i den spanske damper, og samtidig blev en del af krigs fangerne fra Wolf deriblandt kaptajn Cameron og familie overflyttet til Igotz Mendi. Blandt disse prisefanger, hvoraf nogle havde tilbragt henved ni måneder i Wolf, var følgende lande repræsenteret: Danmark, Norge, Australien, England, Amerika, Chile, Indien, Kina, Japan, Grækenland, Tyrkiet og Siam. Da Wolf på dette tidspunkt var for hjemadgående, besluttede tyskerne at medtage Igotz Mendi den værdifulde kullast ville være et vigtigt supplement til de sparsomme beholdninger i hjemlandet. For at undgå fjendtlige krigsfartøjer og den engelske blokade gik turen nu gennem det vestlige Atlanterhav op til Island. Man forsøgte i flere dage at komme norden om denne ø, men måtte på grund af svære isvanskeligheder opgive denne plan og gik derefter syd om Island over mod norskekysten. Wolf var med sine overlegne hestekræfter allerede flere dage i forvejen brudt gennem spærringerne og nået velbeholdent hjem til Kiel. Igotz Mendi nåede uden uheld til norskekysten 60 miles nord for Bergen gik bag om fyret på øen ved Stavanger og derefter langs kysten til Kap Lindesnæs. For de mange prisefanger om bord, der frygtede en fangetilværelse i Tyskland, var det en stor skuffelse, at man ikke mødte et engelsk patruljefartøj, der kunne have betydet redning fra en angstfyldt fremtid. Den ovenfor omtalte amerikanske skibskaptajn John Stanley Cameron har skrevet en beretning om sine oplevelser som krigsfange om bord i Igotz Mendi. Fra denne beretning fortæller han her om de sidste spindende og højdramatiske timer, der endte med friheden for så mange fortvivlede mennesker.


Fangerne - Kiani Chang - Lealy Menson - Janno Kuyaraka

Da vi gik fra Norge til nordspidsen af Jylland, begyndte det at blive tåget vejr, og den tyske prisekommandant, løjtnant Rose, spankulerede om med det smil på ansigtet, der sagde så meget som: "Det er lige netop det vejr, jeg har brug for. Det er, som det var lavet på bestilling. Nu er jeg på den rigtige side." Jeg ville ikke drøfte sagen med ham, da han efter mit skøn havde ret heri. Omtrent klokken halv fire om eftermiddagen hørte vi en tågefløjte forude, der lød som, hvad vi på Stillehavet kalder en "blatter." Jeg stod på dækket lige under broen, og løjtnant Rose henvendte en bemærkning til mig. Jeg nikkede i den retning, hvor signalet kom fra, og spurgte ham, hvad det var. "Åh!" sagde han, "det er fyrskibet." Jeg syntes det var et underlig signal fra et fyrskib, men slog det hen, idet jeg tænkte: "Andre skibe, andre skikke." Rose havde bildt den engelske oberst (en af fangerne) ind, at signalet kom fra en tysk torpedobåd, som han havde aftalt at møde, og obersten var derefter 'et ind for at lade dette gå videre til de fangne "passagerer"
rer". Det ville nemlig sætte dem en rigtig skræk i livet. Han foreslog mig at gøre det samme; forklare lyden umiskendeligt lignede signalet fra en ubåd. jeg lo ad ham og sagde, at jeg havde fortalt dem så meget sludder om den engelske blokade, at jeg var bange for at bringe denne besked til dem. Kort efter gik jeg ind i min kahyt, hvor jeg stod og så ud ad koøjet, mens jeg talte med min kone. Jeg lagde da mærke til, at vi havde ændret kurs, hvilket jeg kunne vide af den retning, tågesignalet nu kom fra, og jeg forstod det var Roses mening, at passere klods om fyrskibet. Pludselig mærkede jeg skibet rørte grunden. Jeg så på min kone og sagde: "Gud Fader bevares! jeg tror, jeg mærkede, at skibet rørte grunden." Næppe havde jeg sagt disse ord, før Igotz Mendi stødte på grund med et brag, omtrent 350 yards fra land og ikke en halv miles fra fyret.


Redningsbåden lander med skibbrudne fra Igotz Mendi

Det var et held for os, at løjtnant Rose fejlagtigt havde antaget tågesignalet fra Højen fyr for signalet fra Skagens fyrskib. Igotz Mendi var grundstødt og der skulle overordentlig kraftige slæbebåde til for, at tage den af grunden. Det stod os sikkert alle klart, hvad denne stranding betød for os, og den blotte udsigt til frihed bevirkede, at vi alle forholdt os rolige og håbefulde. Lige efter strandingen blev det tåget vejr, og vi fik lov at gå op pa dækket. En af de neutrale sømænd, en dansker ved navn Jensen, fastslog stedet, hvor vi var på grund og meddelte mig den glædelige efterretning, at den lille by Skagen kun lå to miles borte, og at der var en redningsstation, hvis besætning søgte sin lige i hele Europa. Og ganske rigtigt: I løbet af en times tid kom der en redningsbåd på siden af os. Så blev vi jaget ned igen. Rose bad kaptajnen på redningsbåden om bord og førte ham ind i bestiklukafet lige over salonen for, at byde ham et glas og få en passiar med ham.


Emil Ekman - Skagens Redningsbåd på vej ud til den af tyskerne,
kaprede Spansk Dampskib Igotz Mendi

Vore damer begyndte straks at lege "Lad ringen gå", idet de samtidig lo og talte så højt som muligt, for at manden over salonen skulle høre, at der var kvinder om bord. Også lille Nita opførte en grædekoncert, som vist ikke kunne undgå at høres. Kort efter kom Rose ned til os og sagde skalende: "Hør, I skulle hellere tage og holde op med det spektakel, folkens, for den fremmende herre er gået i land." Så var der en, der spurgte Rose, hvorfor han ikke havde forestillet os for sit nye bekendtskab, hvortil han svarede: "Hvad anser De mig for? Tror De, jeg er tosset?" Der var ingen, der kom til at udtale sin mening, og dermed bortfaldt den sag. Imidlertid var løjtnant Wolf gået i land og havde fra fyret på Grenen, hvor vi stod fast, telefoneret til et bjærgningsselskab i Frederikshavn. Han meddelte, at Igotz Mendi var et tysk koffardifartøj, der på vej fra Bergen i Norge med destignation til Kiel, grundstødte i tæt tåge. Hvis en slæbebåd straks blev afsendt, ville skibet med lethed kunne tages af grunden, men blev tiden for lang ville det blot arbejde sig ned i sandet, og muligheden for, at få det bragt flot blev besværlig gjort. jeg hørte, at han tilbød 25.000 kr. for entreprisen, og direktøren for bjærgningsselskabet beordrede umiddelbart dets største slæbebåd, Viking til stedet men pålagde dennes kaptajn ikke at sætte noget slæb fast om bord, før direktøren var nået til stedet og havde orienteret sig. Imellemtiden var løjtnant Wolf atter gået om bord og havde meddelt det passerede til Rose, som blev himmelglad og fortalte os, at ved midnat ville der komme en slæbebåd, "fra en by der i nærheden" og trække os ud på dybt vand. Senest kl. 4 om morgenen ville vi atter være på vej til Tyskland. Denne meddelelse vakte stor bestyrtelse blandt os, og der førtes en kraftig diskussion om neutralitetsreglerne. Da direktøren for det danske bjærgningsselskab ankom til fyret og fik talt med forskellige folk der, har han muligvis fået den tanke, at alt ikke var, som det burde være med Igotz Mendi, og at han vist helst måtte sætte sig i forbindelse med de danske marinemyndigheder, før han foretog sig noget videre. Han ringede chefen for den danske krydser Diana op og fremstillede sagen for ham med det tilføjende, at det hele efter hans skøn så lidt mærkeligt ud. Den nævnte skibschef, en løjtnant Lagoni, satte sig i forbindelse med sine overordnede, hvorefter han telefonerede til direktøren, at han straks ville komme og undersøge sagen. Ved midnatstid ankom Diana og løjtnant Lagoni, som foruden at være en gentleman tillige var en skarpsindig og vågen officer; tog sin næstkommandérende Berg med om bord på Igotz Mendi og sagde til ham, at han, Lagoni ville holde Igotz Mendis kaptajn fast i salonen ved at besvare hans spørgsmål, mens næstkommanderende skulle se sig ordentlig om på skibet og skaffe alle de oplysninger, han kunne. Så snart den danske chef kom om bord, blev vi alle stødt og puffet ned i vore kahytter, og dørene dl disse lukket. Løjtnant Rose ville føre løjtnant Lagoni ind i bestiklukafet ovenpå, men Lagoni sagde: "Åh, nej, Hr. kaptajn, lad os hellere gå ned i salonen." Men lige som løjtnant Lagoni gik gennem døren, så han, at nogle af fangerne blev skubbet til ;ide han sagde ikke noget. Kort efter var der en af damerne, der råbte ned ad gangen: "Åh, fru N. vil De ikke komme et øjeblik hen i min kahyt; De skal ikke være bange!" Alt selvfølgelig, for at den danske oficer skulle høre det. Midlertidig havde den danske næstkommanderende gjort runde på Igotz Mendi og lagt mærke til alt, hvad han så. Mens han drev om på kulbunkerne, hvor vi havde vor midlertidige "varmesamaritan" opdagede han min lille piges dukke, Kewpie, som hun havde glemt. Overalt, hvor han kom frem hernede, stod der mænd i grupper. Pludselig vendte officeren sig mod en mand, "De er jo ikke tysker!" og manden svarede: Nej hr. løjtnant, jeg er dansk." Hans næste spørgsmål var så: "Nå, hvad bestiller De da her?" Og nu fortalte danskeren det var den ovenfor nævnte Jensen at han var kommet fra Wolf, at han gjorde arbejde her på Igotz Mendi, og at her var amerikanske og engelske fanger om bord, deriblandt kvinder og børn. Efter at have gjort runden til ende, gik den danske officer op på dækket og meldte løjtnant Lagoni, at han var færdig med sin undersøgelse, og idet han kaldte ham til side berettede han, hvad han havde opdaget. Løjtnant Lagoni gav derpå ordre til at sætte den trådløse telegraf ud af funktion og meddelte Rose, at slæberen ikke kunne hjælpe ham af grunden, og at skibet i løbet af 24 timer ville blive interneret, hvis det endnu førte tysk flag, og endelig rådede han ham til at sætte alle fangerne i land.


Internerede tyske Marine soldater fra Igotz Mendi ved Teknisk skole i Skagen

Mens alle disse forhandlinger fandt sted, vidste vi fanger selvfølgelig intet om, hvad der gik for sig, og da vi så den danske officer gå fra borde, kom vi til den slutning, at vor sag var tabt, og da en bevæbnet skildvagt spadserede frem og tilbage foran de to døre, der førte fra kahytten til dækket, så det jo lidt sort ud, og jeg personlig følte mig meget, meget skuffet. Den spændte situation var ved at angribe min hustru på ny, og derfor lagde vi os begge på køjen med klæderne på, lyttende efter Rose, der stod på broen og ringede på telegrafen ned i maskinrummet under forgæves forsøg på at arbejde skibet af grunden. Som jeg lå der og spekulerede, kunne jeg ikke lade være, at have ondt af Rose. I 15 måneder havde han undsluppet sin fjende og det hele ender med grundstødning så tæt på Tyskland. Udsigten til en krigsret i stedet for jernkorset af første grad lå nu, som en tung byrde på hans skuldre Under disse overvejelser faldt jeg i søvn, og klokken halvsyv om morgenen den 25. februar (den dato glemmer jeg aldrig!) blev jeg vækket ved, at en tysk matros ved navn Hans bankede på døren og råbte: "Hr. kaptajn, hr. kaptajn, De må vågne og belave Dem til at gå i bådene!" jeg skal svare for, at vi kom op på dækket med en vis hurtighed. Rose anmodede mig om at gå ned i redningsbåden som første mand, for det første fordi de danske søfolk ikke kunne tale engelsk, og for det andet for, at jeg kunne hjælpe folk ned ad trappen. Jeg tog Juanita på ryggen for at gå ned i båden. Der gik svær sø, og da Igotz Mendi stod urokkelig på grund mens båden hævede og sænkede sig på bølgerne, kunne jeg det ene øjeblik have båden lige under min fod og i næste øjeblik 10 fod under mig. Det var jo meningen at springe ned, når båden var helt oppe ved os, og det gik meget let både for min hustru og jeg, som havde forstand på sligt og havde været med til det før. Men for passagerernes vedkommende var det meget vanskeligt at fa' dem til at sætte af i det rette øjeblik, idet de alle havde en tilbøjelighed til at holde ved indtil båden atter gik nedefter. Og når de så alligevel gav slip, havde de en sådan fart i faldet, at folkene i redningsbåden ikke kunne holde dem fast, når de ville tage imod dem. Undertiden var det ligefrem nødvendigt at slide passagererne løs fra trappen. Men til sidst fik vi dem dog alle, mænd, kvinder og børn, i båden, og så gik det ad land til. Da vi var kommet ind i brændingen, og søerne skyllede over os, var der mange af os, der tænkte, at vi ville få os en svømmetur og måske drukne. Vi gjorde ikke regning på, hvad det var for en båd vi var i, og hvad det var for folk, der førte den. jeg har set mange besætninger på redningsbåde holde deres øvelser, og jeg har tilbragt længere tid ved Kap Nome, hvor der stadig arbejdes i brænding, men disse gamle danskere, næsten alle omkring et halvt hundrede 'ar gamle og levende modsætninger til karikaturerne på det af alle avissælgere velkendte avertissement "Life Buoy Soap" de udgør en klasse mennesker for sig selv. Da vi kom ind i brændingen, lod de et varpanker med en lang line falde og slækkede bogstaveligt båden igennem. En kæmpemæssig bølge med skumtop på, som var begyndt at bryde, truede med at styrte over os; bådens agterstavn gik op og stadig op, men lige i det øjeblik, da jeg ventede, at nu ville båden blive endevendt, manøvrerede den gamle "Sindbad" med ankerlinen og fik båden på ret køl, og i næste øjeblik fór vi ind mod land. Det mindede om den måde, på hvilken Kankaerne klarer brændingen ved Honolulu. Da vi endelig stødte, kom folk fra land ud og bar kvinderne ind! Båden drev imidlertid noget nænnere ind efter. Stedets befolkning må vist nok have troet, at det var en flok gale mennesker, der var kommet til dem, sådan som vi opførte os, da vi atter satte foden på "terra firma". Vi dansede, vi skreg og råbte hurra og opførte os fuldstændig som forrykte. Men jeg synes, vi havde nogen grund dertil; hvad var det ikke for en modsætning mellem begyndelsen og slutningen af dette vort eventyr: Otte måneders fangenskab på en tysk kaper og så blive sat i frihed i den elvte time, ligesom vi skalle ind i selve Tyskland. Man kan ikke rigtig tænke sig, hvad det betød for os alle; for mig betød det måske min hustrus og barns liv, da jeg føler mig overbevist om, at de ikke kunne have udholdt det stort længere, og så, i heldigste tilfælde, udsigt til måske et, måske fem år, at blive levende begravet i en tysk interneringslejr og leve under vilkår, som jeg har hørt tilstrækkeligt om, Vi blev ført til det nærliggende fyr, hvor alle gjorde deres bedste for os. Vi fik vort tøj tørret og en kop varm kaffe at styrke os på. Ved middagstid ankom vi til Skagen, der ligger et par miles fra fyret, og der skiltes vi, idet vi tog ind på de forskellige hoteller. Min familie og jeg boede på sømandshjemmet og blev glimrende behandlet af vor vært, hr. Borg Hansen. l denne sammenhæng vil jeg gerne have lov at sige, at aldrig på nogen af de mange steder, jeg har været, aldrig i mit liv har jeg truffet mere hjertelige, gæstfrie og hyggelige folk end disse danskere i den lille by Skagen. De var høflige og gæstfrie til det yderste De var kort sagt rigtige danske "ladies and gentlemen." I Skagen tog de forskellige landes konsuler sig af os og sendte os til København, hvor vi tog afsked med hverandre og drog bort hver sin vej.


Bjergningsdampere ved Igotz Mendi


Top Home - Gå til Forsiden