Evertgaleas »Gesiene« af Bremen - Strandet den 6. Marts 1894

Den 6. Marts 1894, Morgen Kl. 5, strandede på Skagens Sydøstrev Evertgaleasen »Gesiene« af Bremen, på Rejse fra ålborg til Hamburg med Cement, på Grund af ukendt Strømsætning og usigtbart Vejr. Strandingen blev bemærket Kl. 7 af Toldopsynet, der hurtigt meddelte det til den 1/8 Mil bortliggende Signalstation, hvorfra der blev telegraferet til Skagens Redningsstation om at komme til Hjælp. hurtigst muligt blev Redningsmandskabet sammenkaldt, og efter kort Tids Forløb var Redningsbåden transporteret en halv Mil østefter og sat i Vandet et Stykke til Luvart af det strandede Skib. Det blæste da en Storm af SSO. med Sne og Regnslud, og der gik meget høj Sø. Efter store Anstrengelser fra Redningsmandskabets side lykkedes det at ro Redningsbåden ud gennem Brådsøerne, og den blev stadig fyldt med Vand. En Gang fik den en meget høj Brådsø ind fra Styrbord, hvilken Sø trykkede den med så stor Kraft ned om Bagbord, at Sideventilernes Tappe knækkede. Samme Brådsø slog 5 af Mandskabet fra årerne, og 3 af disse brækkedes. Reserveårer blev straks udlagt, og Båden nåede lykkelig ud til det strandede Skib,.der stod 500 Favne fra Land med Forskibet i VSV., helt sunken med Forskibet og stadig overskyllet af Brådsøer. Ankeret blev kastet, og ved Hjælp af et Kastedræg blev der opnået Forbindelse med Agterskibet, på hvilket Besætningen, 3 Mand, opholdt sig. Disse var meget forkomne og kunde knap fastgøre en line omkring Livet. Endelig blev en af dem halet gennem Søen ind i Redningsbåden, men dennes Forbindelse med Skibet mistedes derefter, idet en Brådsø brød hen over dette og rev Storsejlet ud over Skibssiden, så at det faldt ned over Redningsbåden og en Del af Mandskabet. For at klare sig, måtte Redningsbåden slippe Forbindelsen med Agterskibet, men da man havde klaret Sejlet fra sig, blev der påny roet hen imod Skibet, og det lykkedes da at få de tilbageværende 2 Mand halet gennem Søen ind i Redningsbåden. Denne stak derpå Ankertøvet fra sig og søgte mod Land, som den heldig nåede på Nordsiden af Skagens Gren Kl. 101/4 Formiddag. Også for dette Redningsforetagende blev der tildelt Redningsmandskabet Pengebelønninger såvel af den danske som den tyske Regering, og Stationens Opsynsmand modtog af den tyske Regering et Guldur.


Litteratur: 

1. Chr. Thagaard: Blade af Skagens Historie, 1967
    Side 161-162
Top Home - Gå til Forsiden