er sikkert den Begivenhed, som vil huskes længst i vor By, fordi den bragte Sorg i så mange Hjem. I et illustreret Blad fra Januar 1863, knap 3 Uger efter at denne Ulykke fandt Sted, er den beskrevet. I Indledningen, som er gengivet nedenfor, findes tillige en Beretning om Datidens 3die Juledagsfester, Djælsboer: 2den Juledag er den eneste Dag i året, da man på Skagen næsten udelukkende tænker på Fornøjelser. De fattige Fiskere og deres Familier glæder sig længe i Forvejen til denne Fest; om Aftenen genlyder Byen af Musik, Sang og Dans, og dette vedvarer til næste Morgen. Ifølge gammel Skik og Brug skal hver Bådsejer 2den Juledag gøre et såkaldet Fiskergilde for samtlige Fiskere med Familier, der i det forløbne år havde været i hans Fiskerselskab; på denne gode, gamle Skik, der har noget patriarkalsk ved sig, holder Fiskerne stærkt, og de ser skævt til, når Bådsejerne søger at frigøre sig for sin Forpligtelse ved at betale hver Fisker en lille Dusør. Gæsterne bliver ikke alene godt beværtede den Aften, men ved Afskeden forsynes de rigeligt med Kage og andre Fødevarer, der tages med til Hjemmet. Det er en stor Glæde at overvære et sådant Fiskergilde. Alt er renligt og propert, en hvid Dug er bredt over det store, umalede Bord, som er besat med Ølkrus og Lerfade, med Tobak og Kridtpiber til Gæsternes Afbenyttelse. De Gamle spiller Kort, medens de Unge danser og Børnene leger; længere hen på Natten svinger de Gamle sig også omkring efter Spillemandens Viol. Beværtningen er solid og rigelig; alt ånder Fred og Glæde. - Ingen tænker på, hvor kort et Spring, der er mellem Glæden og Sorgen, mellem livet og Døden. Således var sidste 2den Juledags Nat også hen gået på Skagen, Folkene havde taget Afsked fra Gillerne og begivet sig hver til sit, Børnene og Konerne sov, medens Mændene endnu opholdt sig udenfor for at afvente Daggryet, og dermed den frie Udsigt over Kysten. Stormen havde raset voldsomt om Natten, Hav og Himmel havde stået i Et, nu faldt Vejret noget af, medens Skagboerne oppe fra de forskellige høje Klitter spejdede omkring for at forvisse sig om, at intet Skib var kommen til Ulykke. Pludselig blev der Røre i Østerby, der løbes fra Hus til Hus, Vogne jager af Sted, og et Øjeblik efter er alle på Benene og på Vejen til Nordstranden, hvor der er set et Skib at strande. - - - Den gamle Niels Tåger (hans Døbenavn var Niels Tønnesen) var til Stede ved denne Stranding og overværende den sørgelige Ulykke, som skete. Han har fortalt, hvordan det hele gik til, og en hyggelig Vinteraften, medens Stormen susede derude, har nogle af vi Søskende lyttet til Genfortællingen af Beretningen om den Stranding, hvorved blandt andre også vor Bedstefar satte Livet til for at redde andre.

Niels Tåger fortæller
Min Bror Jacob havde lige båret dig, hans eneste Barn, kun 2 år gammel, hjem fra Djæsbo hos Kren Thorsen, og gik med det samme ned på Bakken til nogle flere Vesterbyfiskere, som stod i Læ ved østre Ende af din Svigerfar, Jens Piesens Hus. De vilde i den forrygende Vestenstorm ikke gå i Seng, før det blev lyst. Kort efter blev der meldt for en Stranding omtrent midtvejs mellem Batteriet og Buttervejen, og så var der ingen, der søgte Læ mere. Nej, hjem i Støvlerne og af Sted, ud ad Buttervejen; derfra stak de fleste tværs over Heden til Redningshuset ved Batterivejen. Jeg blev ved ad Vejen omtrent helt ned til Klitterne, og vi var vel en halv Snes Stykker, der kom til Stedet lidt før Redningsbåden. Da lå Strandingen på 2den Revle, Masterne var kappet, og hele Rigningen lå på Indersiden af Skuden. Imellem de forskrækkelig hårde Vindstød kunde vi høre de arme Søfolk skrige om Hjælp. En Rorsbåd, som stod på Stranden, gjorde vi klar, om der skulde ske noget; det var de Både, vi var vant til at redde Folk med, før den rigtige Redningsbåd kom, og den havde vi kun haft i 7-8 år. Vi var knap nok færdige, da de var der med Båden, som straks blev sat i Vandet et godt Stykke Vesten for Skuden. Med den gamle Jens Christian Jensen ved Roret nåede de godt over første Revle; men Strømmen var så hård, langt hårdere end beregnet, at de var et Stykke forbi Skibet, før Ankeret tog Hold i Bunden. Så måtte de til at lægge alle Kræfterne i ved årerne for at prøve at ro op mod Storm og Strøm. Vi kunde se, de sled som Bæster, men de kom ingen Vegne, og godt et Par Timer efter, at de tog ud, var de igen i Land.
Nu var de jo bedre kendt med, hvordan Havet var, men til Gengæld var flere af dem forslidt og trætte af de 2 lange Timers Arbejde uden Resultat. Da de så havde kørt Båden vester for at forsøge een Gang til, sagde Fuldmægtigen, at var nogle af dem trætte, måtte de heller gå fra, for at der kunde komme helt friske Kræfter til. Det gjorde, at der blev Brug for 5 frivillige. Jeg stod ved Siden af Jacob og Jens Piesen; de besluttede at følges ad, og foruden dem meldte sig Niels Andersen, Jens Norsk og Jens P. Kjelder. Men straks de var kommen til deres Pladser, var der en af de faste Redningsfolk, der spurgte, hvem der havde hans Bælte. Om han ikke var med første Gang eller havde fortrudt, at han meldte sig fra, kan jeg ikke sige, men derved reddede Jens Piesen Livet, da det var ham, der havde det Bælte; Jacob spurgte, om nogen vilde have hans - ham og Jens havde jo besluttet at følges ad - men da ingen meldte sig, beholdt han det, og derved kom han med. Ja siger den gamle efter en Pause, »men det var nu nok, som det skulde være. - Den Gang kom de godt fra Land og videre nordøst ud, og lige for Strandingen tørnede Båden op i Ankeret. Det var så fint, som det kunde være, og straks efter fik de med en Tøvende Forbindelse med Skuden. Antagelig for at holde sig fri af hele Rignen, som lå og flød imellem dem og Skuden, lod de et Anker gå agter og svajede op i det. Det var nok det ulykkelige, ja, det skulde de sikkert aldrig have gjort, for derved kom Båden på tværs af både Bølger og Strøm. Der lå de og red; sommetider så langt nede, at vi ikke kunde se dem, og derimellem oppe på Toppen af nogle vældige Bølger, indtil en af Søfolkene kom i Redningsbåden. Så var det, at det forskrækkelige skete; da Båden var på Vej op på en af de høje Bølger, brød Søen ind over Båden, og den kolossale Masse Vand trykkede Rælingen ned under Vandet samtidig med, at Strømmen trykkede Bunden af Båden den modsatte Vej, og så var det, den gik rundt. Det gav et Ryk i os, og fra os alle lød der et Råb, som jeg tænker, de kunde have hørt derude, hvis Stormen ikke havde været imod; men det var jo også vore egne, 10 af vore bedste, som vi nu så derude, een efter een komme væk fra Båden og flyde øst efter på Bælterne imellem første og anden Revle. Vi var et Par Stykker, der løb vester til Rorsbåden, råbende på nogle af de andre, til at hjælpe os Båden ud; jeg tror bestemt, vi kunde have samlet i hvert Fald nogle af dem op, inden de var kommen ind på første Revle, de lå jo og flød derude på Bælterne som Ænder i Vandet. Men ingen rettede sig efter det Kald, de løb alle øster ad Stranden for at tage imod dem, når de kom i Land, og hvad kunde det hjælpe, nej, det var såmænd ingen Verdens Nytte til, for da de arme Mennesker kom ind i Bråddet på den første Revle, blev de så mishandlet, slynget frem og tilbage, ja også imod Bunden, at de sikkert alle sammen fik deres Knæk der. Folk tog hinanden i Hånden og gik ud, så langt de kunde bunde, for at tage imod dem, inden de kom ind i Småstenene i Havstokken, men det var som sagt for sent.

Briggen Daphnes Stranding på Skagen Nordstrand julen 1862
Udført af Carl E Baagøe efter tegning af fyrinspektør Th. Meyer.

Den første, der kom i Land, var min Bror Jacob. Da de bar ham op og lagde ham på Stranden, gav han et dybt Suk, og Skummet stod ud af hans Mund. Det var jo Tegn til Liv, og da det var en hård Frost, blev han øjeblikkelig lagt på en Vogn og i fuldt
Firspring kørt op til Pi Sørensens, som var det nærmeste Hus (nu det gamle Fiskerhjem). Kren Thomsen kørte, han var den Gang Karl oppe hos Bentzens ved Vesterby Mølle, og jeg sad og holdt ved Jacob,, (Denne Mand, Chresten Pedersen (Thomsen), senere Købmand i Østerby, døde for et Par Måneder siden) «. Så standser den gamle Niels igen i Beretningen, og først efter en lang Pause siger han: »Ja, jeg ved såmænd ikke, om vi forsømte noget; men jeg ved, vi skyndte os, alt det vi kunde, bar Jacob ind og lagde ham på det lange Bord. Vi forsøgte alle de Kunstens Regler, som blev brugt i sådanne tilfælde - jeg har før været med til det samme - men hvad hjalp det; ingenting, nej, ikke Spor. Jacob var og blev død. Mens vi var ved Pi Sørensen, vel knap en Times Tid efter, at vi kom dertil, kom de kørende med de 6 Skagboere og en af Søfolkene; alle sammen som Lig. Kun Niels Andersen og Jens Norsk kom levende i Land. Niels var så heldig at få en åre under Armen, og Jens Norsk var dygtig til at svømme. En af de faste Redningsfolk var på en eller anden Måde kommen af med Bæltet, så han forsvandt østen Landet, og de så ham aldrig mere. Der blev rigtignok stor Sorg i vor By, hvordan skulde Enkerne med de mange Børn få Føden. Det havde såmænd ikke været så mærkeligt, om Skagboerne var faldet sammen, men det må siges til deres Ros, det gjorde de ikke. Der sad jo endnu 10 Mand derude på Vraget, stadig overskyllet af Havet, og de skulde bjerges. Hen på Dagen blev Vejret lidt bedre. Mads Henriksen var den første, der satte Rorsbåden i Havet og bjergede nogle af Folkene, og Lars Kruse var med i den Båd, der bjergede de sidste, da var Kl. 10 om Aftenen
Strandingen, der var årsagen til denne sørgelige Ulykke, var Briggen »Daphne« af Gøteborg, lastet med Planker og Jern fra hjemstedet til dette. Den blev Vrag. Ulykken rygtedes snart viden om, og både her, i Sverrig og mange af Udlandets Havnebyer indsamledes ved frivillige Bidrag omtrent 50.000 Kr. til Lindring af de Efterladtes Nød. De Penge, der ikke blev brugt hertil, er senere indsat i »Daphne-Fondet«; en Del af Renterne heraf bruges til Vedligeholdelse af Fællesgraven på den gamle Kirkegård. Ved frivillige Bidrag fra danske Mænd og Kvinder rejstes i 1884 Mindestøtten i Østerby. Den bærer Navnene på de forulykkede Fiskere og fortæller Ulykkens årsag. I Kirkemuren til højre for Indgangen er indmuret et Broncerelief. Derunder står også Navnene på de 8 samt: »Danske og Svenske i London satte dette Minde.

Mindetavle på Kirkemuren